Studietur, nej tak!

På valgnatten foregår konstitueringen. Her beslutter man blandt andet, hvem der skal være i hvilke udvalg.
Når man sidder i et udvalg er det kutyme, at man rejser afsted på to studieture i løbet af valgperioden. Jeg sidder i to udvalg og vil derfor skulle tage afsted på fire ture.
Her kan nævnes steder som Canada, New York, Chicago og Manchester. Jeg sagde som byrådsmedlem i sommers nej til at deltage i de planlagte ture.
Dette har jeg fået en del kritik for fra folk, der mener, at jeg er populist og sætter andre politikere i et dårligt lys.
Men det er faktisk ganske simpelt. Det handler om politik. Jeg vil ikke være med til at bruge millioner på studieture, når vi samtidig skærer ned overfor for eksempel de handikappede. Jeg synes simpelthen, det er forkert. Så kan man kalde mig, hvad man har lyst til.
Det handler ikke om, at vi skal lukke os inde i vores egen lille osteklokke. Det handler ikke om, at vi skal undlade at lade os inspirere af andre, der gør det bedre og mere effektivt. Det handler om at prioritere de midler, vi har. Hvis vi for eksempel vil høre, hvordan en skole gør tingene i New York, så lad os da sætte et konference -opkald op og tale med dem, invitér en ekspert hertil eller send een person afsted og så meld tilbage til udvalget. Vi behøver altså ikke sende 10-12 mand helt til Amerika.
Vi kunne jo også starte med at kigge på de kommuner i Danmark, der gør tingene bedre end os i Aarhus. Der er faktisk ganske mange, men en tur til Holstebro er jo ikke lige så interessant.
Jeg forstår sådan set godt de politikere, der forsvarer disse dyre ture. Mange har jo har deltaget i disse ture gennem flere år. Og når man spørger dem, så er der jo næsten ingen grænser for hvilken nødvendig input, man opnår på disse ture. Jeg har endnu ikke hørt en politiker komme hjem fra en tur og sige, at det ikke var pengene værd. Men det får blot alarmklokkerne til at ringe endnu mere hos mig.
Vi står overfor kommende budgetforhandlinger. Der KOMMER til at være besparelser. Man vil godt nok blot kalde dem effektiviseringer og derefter fremhæve de områder, man til forhandlingerne giver lidt. Men jeg har endnu aldrig mødt én, som kan give en fornuftig forklaring på forskellen. I den politiske verden hedder det besparelser, hvis man er uenig, og effektiviseringer, hvis man har noget andet, man heller vil bruge pengene på. Jeg er skam ikke imod besparelser eller effektiviseringer, tværtimod. Der er mange steder, vi kan og burde spare. Men når jeg skal prioritere imellem studieture og bedre forhold for handikappede, ja så er valget altså let, og jeg mener vi har en forpligtigelse til at gå forrest.