Kejserens nye klæder
Hver måned giver Lokalavisen Aarhus ordet til Maria Sloth (EL) og Lars Boje Mathiesen (LA). De tager os med en tur bag kulisserne som politiker i byen og giver os refleksioner og betragtninger fra det politiske spil
Nogle politikere er trætte af, at jeg kritiserer så mange beslutninger. Men alt for længe har byrådet efter min opfattelse blot kunne føre den politik, som man ønskede, uden at der blev stillet kritiske spørgsmål. Når alle er enige om alt, så ringer mine alarmklokker altså.
Men lad mig prøve at give jer et konkret eksempel. Kulturhovedstadsprojektet ’RETHINK 2017’ blev enstemmigt vedtaget af byrådet, inden Liberal Alliance var repræsenteret. Jeg har faktisk grundlæggende ikke noget imod kulturhovedstadsprojektet, men der er ingen tvivl om, at jeg gerne så man virkelig ’Rethinkede’ kulturprojektet og gennemførte det uden brug af offentlige midler. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man kan forsvare at medvirke til at bruge hundredvis af millioner kroner på et kulturtiltag, når vi samtidig har uanstændige forhold for byens handicappede.
Men kulturhovedstadsprojektet er virkelighed og med et forbrug af offentlige midler på cirka 400 millioner kroner. Men fordi alle partier stemte for, så oplever jeg en mærkelig enighed om ikke at forholde sig kritisk til projektet, selv om der er rigeligt at forholde sig til.
To ud af tre chefer har forladt deres stillinger indenfor et år, selv om man brugte knap en million kroner på ansættelsesprocessen. Man havde indskrevet et tilskud fra staten i ansøgningen, men havde lige glemt en lille detalje, nemlig at sikre sig at staten også ville give de 200 millioner kroner. Det ville de som bekendt ikke - nå ups. Der skulle komme 100 millioner kroner fra fonde og erhvervslivet, men det seneste beløb hedder vist cirka 6 millioner kroner. Regionen og andre kommuner skal aflevere 100 millioner kroner, men om de nu ændrer holdning efter statens udmelding, må tiden vise.
Og så har vi Aarhus Kommunes andel på de 100 millioner kroner. Der blev nærmest grinet af mig, da jeg i valgkampen påpegede, at vi jo ikke engang selv har finansieringen på plads. Men nu kan det ikke længere skjules, at selv kommunens finansiering sejler. Der er fundet cirka 23 millioner kroner, og man har ikke en konkret plan for de resterende millioner.
Og her bliver det så interessant. For når byrådet gerne vil sælge store projekter til borgerne, så bøjer man tingene. Finansieringen skulle jo komme ved salg af bygninger og ville så sandeligt ikke gå ud over kernevelfærd. Men hov, hvad er det, der er ved at ske?
Man taler godt nok ikke gerne om det. Man dækker sig godt nok ind under tekniske udmeldinger men ligegyldigt hvad, så ændrer det ikke på, at man nu åbner op for enten at bruge penge på forskud eller finde pengene andre steder.
Det synes jeg, borgerne har krav på at vide – ligegyldigt hvor irriterende det må være at blive holdt op på de beslutninger, man har truffet. Jeg tror og håber på, at borgerne i Aarhus værdsætter at få tingene fortalt ligeud – ligegyldigt hvilket parti, man har stemt på. Den opgave påtager jeg mig gerne, så længe vælgerne giver mig mandat til det.