Det kan lokalpolitik også bruges til
Hver måned giver Lokalavisen Aarhus ordet til Maria Sloth (EL) og Lars Boje Mathiesen (LA). De tager os med en tur bag kulisserne som politiker i byen og giver os refleksioner og betragtninger fra det politiske spil
Når man siger politik, så tænker de fleste på at lave ny lovgivning eller store reformer af det ene eller det andet. Det er selvfølgelig også en del af det, men der er meget mere.
I byrådet har vi ganske rigtig travlt med at tage til byrådsmøde, stille forslag og argumentere for, hvordan vi politisk kan indrette bysamfundet, velfærden og de kommunale arbejdspladser bedst muligt.
Men dét at stille et forslag og få det stemt igennem er ikke den eneste måde at få politisk indflydelse.
SMS-sagen fra Aarhus Havn er ét aktuelt eksempel på, hvor vi har gjort noget andet. Vi har stillet rigtig mange spørgsmål til borgmesteren, mens sagen kørte. Vi fik ikke det ud af spørgsmålene som vi ønskede - vi ønskede jo, at borgmesteren skulle ændre retning og indrømme, at det ikke er en fed måde at lede arbejdspladsen ved at tømme de ansattes telefoner for sms’er og derefter læse dem alle sammen igennem.
Dét, vi fik ud af det, var til gengæld et øget fokus på sagen og en øget opbakning til de fyrede kranførere. De to ting er rigtig vigtige, når man står i en faglig kamp - også når den er gået så vidt, at politiet skal ind over. Det er vigtigt, fordi det offentlige fokus lægger pres på virksomheden, og fordi det skaffer flere mennesker, der får sympati for kampen.
Og opbakning er der brug for. I de tidligere stadier i faglige kampe er der måske brug for hjælp til at udbrede budskabet eller til at hjælpe til med praktiske ting. Og vigtigst af alt til at holde gejsten oppe.
I det her tilfælde har det krævet mod og gejst at anke politiets beslutning om at nedlægge sagen til statsadvokaten. Hele to gange.
SMS-sagen er altså et eksempel på, at selvom man ikke får lige det igennem, man ønsker, så kan det stadig have en effekt på længere sigt.
I Enhedslisten er vi ret bevidste om, at man kan lave politik på flere måder. Os, der er valgt ind har selvfølgelig byrådsmøder, forslag og forespørgsler som hovedopgave, men vi arbejder som parti også med at afholde offentlige møder (som både åbner os op og giver os mulighed for at lytte til andre end vores medlemmer og får spredt vores budskaber til et bredere publikum), vi laver flyeruddelinger, hvor vi får spredt vores budskaber og forhåbentlig oplyst folk på gaden. Og vi deltager i demonstrationer sammen med hundredvis af andre, der gerne vil ændre verden.
Lige nu glæder jeg mig til at se, hvad der kommer til at ske med SMS-sagen. Jeg er stolt over vores engagement i sagen, og selvom jeg ikke kan gøre mere for at påvirke sagen, står det helt klart for mig, at det ikke er i orden, at chefen læser dine private sms’er. Jeg håber, Østjyllands Politi når frem til samme konklusion.