Fortsæt til indhold

Succesrige Hobro nægter at sælge ud

Forening og forretning kan forenes mener Superligaens darlings

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Hobro er en by med 11.000 indbyggere, Grenaa har 15.000. Hobro spiller i Superligaen, FC Djursland i Danmarksserien.
Nogenlunde sådan trak mødeleder Keld Overgaard Jensen situationen op, da han bød velkommen til Steen Juulsgaard, bestyrelsesformand og direktør, for Superligaens darlings, lille og upåagtede Hobro, ved sidste uges morgenmøde på Kysthotellet for medlemmer af FC Djurslands Erhvervsklub.
Steen Juulsgaard var selvfølgelig inviteret til Grenaa for at fortælle om, hvordan Hobro på alle fronter har tacklet overgangen til landets bedste fodboldrække - velsagtens med et håb om, at Hobros vej til toppen af dansk fodbold også kan være en vej, som FC Djursland kan køre på.

Ved jorden at blive

Den sympatiske Juulsgaard, klubmand om en hals og klubrekordholder med flest antal spillede kampe på klubbens bedste hold, passer formandsjobbet på frivillig basis sideløbende med et krævende fuldtidsarbejde som investeringschef hos Jutlander Bank.
Sammen med den tidligere spiller og træner i klubben, Jens Hammer Sørenssen, der er ansat som sportschef - og skolelærer på fuld tid, er de to afgørende skikkelser på direktionsgangen i Hobro IK.
"For os var det kæmpestort, da vi rykkede op i 1. division i 2011," slog Steen Juulsgaard fast.
På dette tidspunkt handlede det ikke om at skulle videre i Superligaen, men blot om at blive i 1. division.
Og selv om Hobro er startet med lyn og torden i Superligaen med sejre over blandt Brøndby og FCK, får det ikke formanden og hans crew til at tænke større tanker eller give køb på de værdier, som altid har været klubbens fundament, at der er plads til alle uanset spillemæssigt niveau.
"Nu ser det ud til, at vi kankøbe os lidt tid og overleve den første sæson i Superligaen, men for os handler det fortsat om at komme længere ned end 1. division, og hvordan vi magte at gøre det," understregede Juulsgaard.

Geografien afgørende

I modsætning til FC Djursland og Grenaa ligger Hobro placeret i et geografisk smørhul med kort afstand til Randers, Aarhus, Viborg og Aalborg.
"Det gør konkurrencen om spillere, sponsorer og tilskuere stor, men det har været afgørende for vores succes," erkendte Steen Juulsgaard med henvisning til, at mange af de spillere, som er blevet vejet og fundet for lette i nabostorklubberne, har Hobro IK med sportschefen som afgørende bindeled haft held og dygtighed til at lokke til Hobro - og ligeledes været dygtige til at integrere på førsteholdet.