BIOS underskriver kontrakt om ambulancekørsel med Region Syddanmark
BIOS Ambulance Services Danmark underskriver i dag den endelige kontrakt med Region Syddanmark om ambulancekørsel på Fyn, i Sydvestjylland og Sønderjylland
Fra den 1. september 2015 vil borgere derfor blive betjent af BIOS' nye ambulancer med erfarne, danske medarbejdere. BIOS, der har drevet ambulancekørsel siden 1950, holder i de kommende uger møder for nye medarbejdere og redderelever.
BIOS underskriver i dag den endelige kontrakt for ambulancekørslen på Fyn, i Sydvestjylland og Sønderjylland, hvor virksomheden vandt regionens udbud i august 2014. Det sker kl. 13.30 på Regionsgården i Vejle.
"Vi er glade for at underskrive kontrakten med Region Syddanmark i dag. Nu kan vi skabe klarhed for borgerne og de berørte ambulancereddere og elever, som vi meget gerne vil have med i vores organisation," siger danske Nicolaj Dickmeiss, som er Implementation Manager hos BIOS Ambulance Services Danmark A/S.
BIOS-gruppen har en selvstændig enhed for ambulanceservice, der har rødder tilbage til 1950.
"I dag har vi ansvaret for ambulancekørslen i området Rotterdam-Rijnmond med 1,2 millioner indbyggere, og vi er vant til at operere på et meget konkurrencepræget marked. Vi kan derfor levere ambulancekørsel af høj kvalitet til borgerne i Region Syddanmark og frigive ressourcer til andre områder i regionens sundhedssektor,” siger Aad Romijn, COO, i BIOS Groep, der har hovedkvarter i den hollandske by Rotterdam.
Tilfredshed med aftale
Region Syddanmark udtrykker også tilfredshed med aftalen. Thyge Nielsen, formand for det præhospitale udvalg i Region Syddanmark, siger:
”I Region Syddanmark har vi været omhyggelige med at beskrive den ambulance-opgave, vi vil have løst. BIOS har fået opgaven, fordi selskabet har fremlagt et meget overbevisende materiale. Nu ser vi frem til at forberede opgaven sammen med jer. Og så er det i sidste ende op til BIOS at løfte opgaven på det høje niveau, som I siger I kan. Når det gælder ambulance-kørsel er syddanskerne godt vant.”