Fortsæt til indhold

Kokke kiggede på kalve og kælne grise

De to unge kokke fra Skafferiet i Hinnerup fejrede et-års dagen med besøg på gården, hvor dyrene trives

Samfund
Michael Wulff

Denne tidlige morgen må jeg dele vejbanen med adskillige fasaner, som først flytter sig, når jeg insisterer på min ret.
“Ja, det er Frijsenborg, som opdrætter dem,” siger Ole, da jeg lander på Oles Gård. Et gårdbrug med grise og kalve fem-seks kilometer vest for Hammel.
Jeg har sat de to kokke fra Skafferiet i Hinnerup stævne denne morgenstund, så jeg kan se, hvad de sætter pris på, når de skal udvælge råvarerne.
Jon Ahrensbach og hans makker Søren Østergaard Jensen, begge 34 år, kan i denne uge fejre et-års dag med deres mad-ud-af-huset butik i Hinnerup.

Kokkene Jon og Søren fra Skafferiet får en kop kaffe og snakker med Ole (tv) om, hvad der skal med hjem til køkkenet i Hinnerup

Spredehagl

Jon har også set fasanerne på vejen.
“Ja, man kan vel bare skyde med spredehagl ind over marken, så rammer du helt sikkert,” siger han med et smil.
For Jon og Søren skyder ikke med spredehagl i deres forretning. Der er nøje tænkt over råvarerne.
“Det er virkelig godt, når du kommer herud og ser, hvordan dyrene bliver behandlet,” siger han, da vi efter en kop kaffe inde i Oles køkken begiver os ud til grisestien.
Vi bliver modtaget af en flok letløbende grise, som kæmper om at komme hen til Ole. Han kan nemlig klø en gris på maven, så den ligger helt stille.
“De nyder det. Og det gør de helt frem til den dag, hvor de skal på slagteriet, som kun ligger fire kilometer herfra,” siger Ole.
“Og det er den slags ting, vi lægger vægt på, når vi skal handle kød. Det giver en god samvittighed og en stolthed, når varerne langes over disken i Hinnerup,” supplerer Jon.

Der bliver øffet og vist behørig nysgerrighed fra grisene på Oles Gård. “De er jo mere intelligente end hunde,” lyder det fra Ole.

Mødtes på kokkeskolen

Jon og Søren mødtes for otte-ni år siden på kokkeskolen, hvor de hurtigt opdagede den fælles interesse for god og sund mad.
Sidste år slog de sig sammen om Skafferiet i Jernbanegade 1 i Hinnerup, hvor de i det daglige producerer mad til firmaer eller private, som måske har bestilt via nettet. Hver uge kan man på deres facebook se den næste uges menuer, som altid er præget af sunde grøntsager.
“Vi bruger de grøntsager, som der er sæson for. Det giver ingen mening for os at bruge asparges i oktober, hvor det er sæson for kål, løg og porrer,” siger Jon, der sammen med Søren ændrer menuen i takt med vejret.

Kalvene trives, især når de lige får lidt frisk halm på Oles Gård

Verdens bedste æbler

“Nu bliver det efterår og vinter, og så spiser vi lidt tungere retter. Vi spiser mindre rødt kød, men gerne braisseret, kogt kød.”
Jon og Søren hjælper Ole med at samle æbler op ved træet.
“Har I travlt på lørdag,” spørger han.
“For så kunne vi presse æbler og lave noget cider.”
Den er de med på, de to kokke fra Hinnerup. For en gangs skyld er der lidt stille i ordrebogen efter en uge med travlhed og fødselsdagtilbud.
“Vi har verdens bedste æbler, når de er i sæson,” siger Jon. “Resten af tiden er de ikke noget værd,” mener han.
Grisene er ligeglade med sæsonens bedste æbler. De kigger, da Søren smider nogen ind. De er bedre vant.