“Jeg går ikke på kompromis”

Klokken var 21, da de første reelle tal kom, som indikerede, at Liberal Alliance ville få nok stemmer til at komme ind. Det havde de andre partier også bemærket, og derfor blev vi inviteret til indledende drøftelser. Det var mærkeligt, især fordi jeg endnu ikke turde tro på, at det var lykkedes. Først omkring klokken 23.30 kom resultatet endelig, og vi kunne lade champagnepropperne sprænge. Nu VAR den hjemme. Jeg havde nøjagtig samme følelse, som når man vinder en håndboldkamp, hvor der er meget på spil. Der blev givet krammere, og lykønskninger kom fra de andre partier. Vi var nok de gladeste mennesker på rådhuset, og jeg husker, jeg var så stolt på vegne af alle de mennesker, der havde bidraget til resultatet. Samtidig undrede jeg mig over, at mange politikere fra andre partier ikke var rigtig glade.
Men så slog det mig: De vidste jo ikke, om de var kommet ind i byrådet. De fleste partier har jo sidestillet opstilling, hvor det er de personlige stemmer, der afgør, hvem der kommer ind. Disse stemmer ville først blive offentliggjort næste aften klokken 19.30. Ups, jeg vidste jo heller ikke, om jeg selv var købt eller solgt.
Men den tanke måtte jeg skubbe væk, da jeg nu skulle forhandle om, hvilke poster der skulle tilfalde Liberal Alliance. Det var i sig selv et værre cirkus, hvor jeg til tider følte mig midt ind i en episode af Paradise Hotel, hvor taktik til tider virkede mere vigtig end politiske holdninger. Jeg havde dog inden valgnatten besluttet, at jeg på ingen måde ville gå på kompromis med min politiske overbevisning for at sikre mig nogle poster. Jeg husker tydeligt en garvet politiker, der kom hen til mig og sagde, at han synes, det var prisværdigt, men også ret naivt. Den sætning sidder stadig stærkt i mig.
Den efterfølgende aften skulle alle kandidater være på rådhuset. Mange havde deres familier og venner med. Det vidste jeg ikke, at man skulle, så jeg var kommet selv. Jeg husker, at jeg følte mig ret alene, når jeg så på de andre, som krampagtigt prøvede at frembringe et anstrengt smil. Jeg kunne tydelig mærke, hvor meget der var på spil.
Borgmesteren begyndte at læse navne op. Jeg fik straks flashback til skolegården, hvor man håber at blive valgt til holdet. Så skete det. Mit navn blev råbt op. Og med sjetteflest personlige stemmer af samtlige opstillede kandidater til valget. En fantastisk følelse og hvilket privilegium. Jeg følte dog også straks et massivt ansvar. Et ansvar over for flere tusinde mennesker, der jo havde valgt mig til at repræsentere deres synspunkter. Men også en stolthed og tilfredsstillelse over at være lykkes med det mål, jeg satte for halvandet år siden.