LBA Biler flytter til Roskilde
ERHVERVSEJENDOMME LBA Biler, der har speciale i salg af brugte gulpladebiler til erhvervslivet, har netop købt den attraktive erhvervsejendom, beliggende Københavnsvej 261 i Roskilde.
Hidtil har man boet i Søborg i 10 år og sælger årligt ca. 400 biler i forretningen. Der er ifølge indehaver Lars Bo Andersen flere årsager til, at man har valgt at investere i en ny ejendom til at huse forretningen.
Vi har med tiden fået opbygget en stor kundekreds på hele Sjælland, og forholdene i forretningen i Søborg var efterhånden ved at være for små for os. Samtidig synes jeg at tiden var gunstig til at investere i en erhvervsejendom, og ville gerne eje det vi bor i, i stedet for at bo til leje, siger han.
At man valgte at flytte til Roskilde var ifølge Lars Bo Andersen meget naturligt.
Vores forretning henvender sig til erhvervskunder på hele Sjælland, og derfor er det en fordel at bo centralt på Sjælland, hvilket Roskilde jo må siges at være.
Så da Nybolig Erhverv Jørgen Klode kunne tilbyde os denne attraktive ejendom, endda lige ud til motorvejen, hvor vi også får mulighed for at blive ekstra synlige, var det ikke svært at tage beslutningen, fortæller han.
Der skal mindre justeringer og lidt istandsættelse til, førend LBA Biler flytter endeligt ind pr. 1. december 2014. Hos Nybolig Erhverv Jørgen Klode glæder man sig over salget af ejendommen.
- Vi mærker tydeligt øget efterspørgsel på både domicil- og investeringsejendomme, og de må meget gerne ligge i Roskilde, for virksomhederne ser Roskilde som en god beliggenhed på Sjælland, også ift København og Hovedstadsregionen, siger erhvervsmægler Anja Klode Rix-Møller fra Nybolig Erhverv Jørgen Klode.