Fortsæt til indhold

Sneen er faldet på Ebeltofts julemærke

Lions Club Mols på gaden med årets julemærke med kendt motiv fra Juulsbakke

Samfund
Af Martin Schultz

Så er sneen faldet i Ebeltoft.
Ihvertfald hvis man ser på multikunstneren Gunnar Johnsens julemærke, som Lions Club Mols traditionen tro sendte på gaden 1. november.
Det er 5. år at Gunnar Johnsen fra Balle maler et kendt Ebeltoft motiv i akvarel, og denne gang er det bindingsværksejendommen Uranienborg på Juulsbakke, som rummer restaurant Mellem Jyder.
Det let genkendelige og charmerende motiv, iklædt vinterstemning, er nu trykt i 1750 nummererede julemærkeark, som Lions Club Mols sælger til fordel for velgørende arbejde i lokalområdet.
”Overskuddet fra julemærkesalget er øremærket til den store fest, vi hvert år i april holder for pensionisterne i Tirstruphallen med stort kaffebord og populær underholdning,” siger Peter Frederiksen fra Lions Club Mols' julemærkeudvalg.
Desuden er 5.000 kr. af overskuddet hvert år forudbestemt som donation til Julemærkehjemmene.

Det rette stempel

Julemærket i Ebeltoft har sin ganske særlige historie, fordi det gennem 25 år blev udgivet af Julemærkefonden med Jytte Andersen som initiativtager og tovholder.
”Men efter at have udgivet julemærket i 25 år og uddelt godt 1 mill. kr. til velgørende formål, var der brug for ny inspiration og energi, og siden er det Lions Club Mols, som har udgivet julemærket,” fortæller Jytte Andersen, som første gang udgav julemærket i 1976 og som stadig giver en hjælpende hånd i arbejdet.

Stemplet i hånden

Samtidig med at julemærket kom på gaden 1. november blev der også udsendt 160 førstedagskuverter til samlere i ind- og udland.
Som altid hjalp tidligere postmedarbejder Ove Mikkelsen til, så førstedagskuverterne fik det helt rette stempel, sat rutineret med håndkraft og med Ebeltofts eget julestempel.
Julemærkerne sælges i Ebeltoft Hos Walter på Nørrebakke og i Sparekassen Kronjylland og Djurslands Bank, som er pengeinstitutter, som stadig har en kontantkasse åben. Desuden sælges julemærket i Dagli'Brugserne i Tirstrup, Vrinners og Tved.
Lions Club Mols er også startet med julelotteri med omkring 70 gevinster og med to charterrejser som hovedgevinster.