Kollektiv indsats resulterede i ny sejr til Nørre Djurs HK
Nørre Djurs HKs U18 drenge er fortsat ubesejrede i 2. division efter sikker 24-18 udesejr over Hadsten
Nørre Djurs HKs U18 drenge i 2. division krigede den hjem sammen, da holdet i seneste spillerunde vandt med 24-18 (13-10) over Hadsten på udebane.
Gæsternes seksmålssejr blev grundlagt allerede i første halvleg, hvor føringer på 3-4 mål var kendetegnende for de første 30 minutter.
Lidt sjusk bragte hjemmeholdet på 10-10 efter 26 minutter, men et målmandsskifte fra Nicklas Bertel til Markus Frey gav pote. Frey viste formatet i resten af opgøret.
Nørre Djurs HK scorede halvlegens tre sidste mål og kunne således gå til pause foran 13-10.
Denne føring blev fordoblet efter pausen, så Nørre Djurs HK kunne køre hjem til Glesborg med en sejr på 24-18.
Mange bød ind
Scorekortet hos Nørre Djurs HK vidner om truppens bredde. Således var det kun sidste sæsons topscorer, Nicklas Høgh, der ikke kom på scoringslisten. Høgh døjer med en skade og spiller kun periodisk lige nu.
"Af markspillerne startede Nicolai Lønsgren Andersen godt ud med tre gode mål indenfor de første 12 minutter, og Emil Søndergaard viste godt forsvarsspil med nogle vigtige bolderobringer på et tidspunkt i kampen, hvor vi var lidt pressede," fortæller Nørre Djurs HK træner Henrik Elkjær.
"Henrik Søndergaard er hurtig og et godt blik for spillet. Trods sin ringe højde havde Søndergaard nogle vigtige forsvarsaktioner," roser Elkjær.
Han var særdeles tilfreds med drengenes evne til at arbejde som et hold og spille kollektivt.
Nørre Djurs HK møder søndag bundholdet Viborg HK hjemme i 'hulen', Nørre Djurs Hallen.
En kamp, der der godt kan blive sværere end den umiddelbart ser ud til at blive ved et første kig på papiret.
"Vi kommer til at undvære et par spillere, og derfor skal vi rykke tæt sammen i bussen, hvis den nuværende førsteplads i 2. division skal bevares," understreger Henrik Elkjær.