40 år med lang række af milepæle
Skoleleder Mogens Michelsen fra Pindstrupskolen fejrer jubilæum
Den seneste uge har Mogens Michelsen modtaget en række Facebook-beskeder fra nuværende og gamle elever, der ville ønske ham tillykke med jubilæet, hvilket vidner om en skoleleder, der har gjort positivt indtryk hos de mange elever, der går gennem skolesystemet.
Det er da også med et smil på læben, at Pindstrupskolens administrative leder kan se tilbage på et langt liv med elever, skolereformer og pædagogisk udvikling. Et arbejdsliv der startede i 1974 på Rosmus Skole efter end uddannelse på Århus Seminarium. Efter et år som lærer blev han ungdomsskoleleder samme sted, og først i 1994 søgte han nye udfordringer som skoleleder på Feldballe Skole. Da skolen lukkede i 2010, blev han ansat som administrativ leder på Pindstrupskolen - Specialcenter Syddjurs i, og det er fra kontoret her, vi tager en tur ned af 'Memory Lane'.
Mange milepæle
"Der har været en del milepæle gennem årene, men noget af det, der står stærkest, var den nye folkeskolelov i 1976, hvor man nedlagde realskolen og fik 8.,9. og 10. Klasse på folkeskolen. Derudover er det for mig personligt, da vi skabte musikfestivalen Rock i Rusk i Ungdomsskolen. Det var et projekt, man ikke havde set lignende, med mindre man kom fra Aarhus", fortæller Mogens Michelsen.
Med til udviklingen gennem årene hører også debatten om nedlæggelsen af små skoler. En debat Mogens Michelsen har haft inde på livet som skoleleder på Feldballe Skole.
"Debatten startede ret hurtigt efter, at jeg kom til som leder. Men det var en meget spændende tid, hvor vi kæmpede for at gøre den lille skole uundværlig og en vigtig del af lokalsamfundet. Det lykkedes, og vi udviklede et samarbejde med børnehaven og lavede fælles bestyrelse, en model der blev kaldt Feldballe-modellen. Ti år senere blev den model brugt på andre skoler i området, og det giver da en tilfredshed at se det".
Produkt vurderet
Hvis den 64-årige skoleder skal nævne en af de største forandringer fra han startede som nyuddannet lærer og til i dag, så er det forholdet til forældre og elever.
"Tidligere var der en anden respekt for læreren. Havde jeg skældt en elev ud, så var der nok en god grund til det. I dag har det ændret sig sammen med forbrugersamfundet. Så ligesom vi har en holdning til de varer, vi køber, har vi også en holdning til lærerne. Alle har en mening, og der bliver klaget oftere. Det at drive en skole i dag er som at drive en virksomhed, hvor ens produkt hele tiden bliver vurderet".