Frivillige hjælper flygtninge til god start
Nyt foreningssamarbejde i Syddjurs Kommune vil styrke hjælpen til de mange nye flygtninge i lokalområdet
?Et nyt samarbejde mellem fire foreninger har set dagens lys i Syddjurs Kommune.
?Etnisk Netværk, Ebeltoft, Det Internationale Hjørne, Ebeltoft og Kulturbroen, Hornslet og Rønde er frivilliggrupper, som arbejder lokalt med at bygge bro mellem kulturer gennem aktiviteter og tilbud til borgere med anden etnisk baggrund. Tilbuddene er bl.a. lektiecafé, sociale arrangementer med kulturelt indhold, hjælp til familiesammenføring og anden praktisk hjælp.
Brug for flere frivillige
Samarbejdet skal medvirke til at give nyankomne flygtninge en god start.
De fire foreninger har allerede hænderne fulde, og de mange flygtninge, som ikke mindst det seneste år er blevet bosat i Kommunen, er baggrunden for, at der nu er brug for flere nye frivillige til at give en hånd med.
”Derfor er vi gået sammen om en fælles kampagne for at få nye frivillige på banen som ”netværkere”,” fortæller Thorkild Hansen fra Etnisk Netværk.
Civilsamfundet træder til
En frivillig netværker er den, som tager kontakt til en nyankommen person eller familie og giver lidt praktisk hjælp til at fungere i en kultur og et samfund, som er helt fremmed for flygtningene.
“Det har nemlig stor betydning for borgere med anden etnisk baggrund, og ikke mindst for de nyankomne, at beboerne i lokalsamfundene rækker hånden frem og medvirker til en god start,” siger Thorkild Hansen.
I mange tilfælde udvikler det sig over tid til mere, og ofte knyttes der tættere bånd til glæde for begge parter.
Foreningerne har desuden et godt samarbejde med kommunens integrationsafdeling, som løbende orienter om, hvornår og hvor mange flygtninge der skal modtages i de forskellige lokalområder.
På den måde træder civilsamfundet til, der hvor kommunen giver slip.