Fortsæt til indhold

Fællesskab er det vigtigste

Hvad skal det nye byråd i Skanderborg Kommune beskæftige sig med i 2014, hvis borgerne kunne bestemme? Vi har spurgt repræsentanter fra forskellige dele af lokalsamfundet, hvad de har af ønsker

Samfund
Af Erland Rasmussen

Det gode samarbejde mellem lokalpolitikere og forældre bliver vigtigere end nogen sinde før i 2014, når folkeskolereformen skal forberedes og indføres.
Det fremgår af nytårsønskerne til det nye byråd fra Grethe Bremer, der er formand for bestyrelsen for Gl. Rye Skole og Børnegården Bison.
Grethe Bremer er tillige medlem af hovedbestyrelse og forretningsudvalg i organisationen Skole og Forældre (tidligere Skole og Samfund, red.), hvor hun også er instruktør.
"Tillykke med valget. Nok sidder vi oftest på hver sin side af bordet, men i forhold til arbejdet med kommunens skoler, oplever vi jer som kolleger," lyder det fra Grethe Bremer, der fortsætter:
"Skolebestyrelserne har altid fungeret som politikernes bindeled til forældrene. Vi har i Skanderborg kommune haft et frugtbart fællesskab omkring dialogmøder og høringer, og det virker inkluderende i skolens drift, at parterne kan snakke sammen."
"Vi oplever både at kunne åbne politikernes øjne for de bekymringer, forældre står med, men også at kunne formidle beslutningerne tilbage til lokalsamfundene."
"Den kommende skolereform kommer til at indeholde opgaver som skal løses, og der bliver brug for en åbenhed i forhold til, hvordan vi prøver at nå målene på de enkelte skoler. Det vil kræve, at vi fra begge sider lægger øre til hinandens synspunkter og har samme fokus. At give kommunens børn den bedst mulige skolegang."
"Naturligvis håber vi, at det nye byråd har øje for den ressource, bestyrelserne er klar til at bidrage med. Dialogen og fællesskabet omkring kommunens skoler er vores største prioritet, og udgangspunktet for at fortsætte det konstruktive samarbejde."