Fodbold og håndbold udfordrer Viden Djurs
23 nye starter på Brazil Football College og 16 på håndboldlinjen hos Viden Djurs efter sommerferien
Til juni tager Viden Djurs afsked med det sidste hold unge herrer, der startede deres uddannelsesforløb på Hessel Fodboldkostskole, og siden, da skolen i juni 2013 lukkede ned på grund af manglende søgning, valgte at fuldføre deres hhx-uddannelse i Grenaa sideløbende med, at de blev tilknyttet det nystartede Brazil Footbal College.
Efter sommerferien starter 23 nye unge på Brazil Footbal College og det første semester på den treårige hhx, hvor fokus er på Brasilien, og hvor man træner fodbold på den brasilianske måde.
"Vi bliver sammenlagt 41 unge på Brazil Football College i næste skoleår, mens 16 har tilmeldt sig vores håndboldlinje i Grenaa," fortæller Ole Svit, direktør for Viden Djurs.
"For Brazil Football College består vores udfordring i forhold til at kunne tiltrække de dygtigste fodboldunge, at vi ikke kan tilbyde dem klubfodbold på højeste eliteniveau lokalt, mens vi på håndboldsiden tydeligt mærker, at der på Djursland ikke er så mange klubber, hvor man spiller ungdomshåndbold på særligt højt niveau, og derfor er antallet af potentielle ansøgere tilsvarende lille," siger Ole Svit.
"Vi arbejder løbende på at gøre både kombinationen af fodbold, håndbold og uddannelse endnu mere attraktivt, men vi er endnu ikke helt afklaret, hvordan vi kan gøre det bedst muligt."