Fortsæt til indhold

Ramponeret trappe i Kolind tilbage i topform

Der er ikke længere “Færdsel på eget ansvar”, når borgerne vil skyde genvej fra Aktivitetscenter Vikingegården i Kolind til Stadion Allé eller omvendt

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

"Sagen er i proces," lød det fra Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V), da Lokalavisen for en måned siden, på vegne af de lokale borgere, spurgte til, hvordan med tidsplanen for at renovere den ramponerede og faldefærdige trappe, der fører fra Aktivitetscenter Vikingegården til Stadion Allé. Kommunen advarede gående mod at benytte trappen med skilte med teksten: "Færdsel på eget ansvar".
Nu iler vi med at fortælle, at Kolinds bud på 'Den Spanske Trappe i Rom' er blevet meget smukt renoveret af kommunens folk og igen er gangbar uden fare for styrt eller sammenbrud.
Sagen er med andre ord ikke længere "i proces", og færdsel sker ikke længere på eget ansvar.
Alle fordomme om kommunal langsommelighed må forstumme. Honi soit qui mal y pense (Skam få den, der tænker ilde derom).

For en god måneds tid tog trappen sig således ud