Fortsæt til indhold

ÅHGs unge vilde fortsætter med at imponere

Torsdag aften blev Odders ligareserver kørt over i Grenaa Idrætscenter. Hjemmeholdet vandt 34-27

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHGs) unge håndboldherrer kører bare derudaf, og den ene halvdel af trænerduoen Carsten Vikkelsø Jensen - den anden er Bjørn Hessellund - må da også af og til knibe sig i armen for lige at konstatere, at han ikke er havnet i drømmeland.
Torsdag aften vandt The ÅHG Babies med 34-27 (15-14) over Odders ligareserver, og igen efter en moden indsats med stortalentet Jonas Pedersen som styrmand i angrebsspillet og fortsat med den pensionsmodne 'kriger' Carsten Sander som stand-in for den skadede stregspiller og midtermand i forsvaret Rasmus Lund.
"Odder stillede med et stærkt hold med blandt andet et par målmænd, der rangerer som henholdsvis som nummer to og tre i seniortruppen," fortæller en pavestolt Carsten Vikkelsø Jensen.
"Odder lagde da også et gevaldigt tryk på os fra start, men vi formåede at hænge på, selv om stillingen hele tiden skiftede og spillet bølgede frem og tilbage."

Det kan godt være Carsten Sander (8) er over sidste salgsdato på en håndboldbane, men den gamle 'kriger' kan fortsæt vælte de fleste og gøre sig bred på stregen. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen.

Mandsopdækninger afgørende

Allerede midtvejs i første halvleg valgte Carsten Vikkelsø Jensen og medtræner Bjørn Hessellund at mandsopdække Odders bedste skytte, og efter pausen blev også den næstbedste skytte pillet ud af spillet.
"Vores dobbelte mandsopdækning var afgørende for, at vi kunne rykke fra Odder i de sidste 30 minutter, men Odder gjorde det nu også let for os, idet de blot stillede deres bedste skytte ud på en fløj til ingen verdens nytte," konstaterer Carsten Vikkelsø Jensen.
Han kunne igen se Jonas Pedersen sætte spillet flot op i det etablerede angrebsspil og selv byde ind med velvalgte afslutninger.
"Vi spillede igen meget kollektivt og med et højt boldtempo. Det slog vi atter mønt af jo nærmere vi kom på kampens afslutning."

Daniel Minke scorede på alt

Hos hjemmeholdet var Daniel Minke på højre fløj sikkerheden selv på stort set alle sine forsøg.
"Det var helt vildt, hvad Daniel Minke fik smidt i kassen. Havde du smidt en roe ud til ham, er jeg sikker på, at han også havde grebet den og hamret den i mål. Jeg tror han scorede 10-12 mål," griner Carsten Vikkelsø Jensen.
Han fremhæver dog i samme moment en velspillende Jens "Farmer" Overgaard for med højrehånden at levere mange gedigne sukkerbolde til naboen på fløjen plus, at "Farmer" selv bidrog med flotte scoringer.
Det samme gjorde igen det fysiske pragteksemplar Bryan Mathew, som også agerede vanskeligt flytbar betonvæg i centerforsvaret sammen med Carsten Sander.
Sidstnævnte kom på måltavlen, blandt andet med et sjældent set lop.
Unge Joakim Petersen tog fra i målet, og da han efter pausen havde et lille udfald på 4-5 minutter, afløste Rasmus Henriksen ham de sidste 12 minutter med stor succes.

Lær af Hobro

Carsten Vikkelsø Jensen kan naturligvis ikke lade være med at juble i sit stille sind over, at hans hold har samlet otte point i de første seks kampe, men han maner fortsat til besindighed.
"Det ser langt bedre ud end forventet, men Hobro startede også godt i Superligaen, og siden er det blevet hverdag for dem, og det bliver det også for os på et tidspunkt."
De to næste spillerunder gælder det bundpropperne AIA Tranbjerg og Børkop, begge nyoprykkere.
Overkommelige opgaver, hvis man nærlæser stilling og resultater, men det ræsonnement køber Carsten Vikkelsø Jensen ikke.
"Jeg accepterer ikke, at vi snakker om lette kampe. Gør vi først det, får vi problemer, og så er der ikke langt fra succes til fiasko."