Folk og politikere spiser middag sammen
Nyt koncept i Aarhus: Politikere deltager i middagssamtaler med aarhusianere. Det kan blive en fast tradition
Middag mellem folk og politikere rykker ved traditionerne for politisk samtale:
Det mener den aarhusianske folketingskandidat for Radikale Venstre, Sander Jensen:
"Afstanden mellem folk og politikere er ved at blive for stor, og det bekymrer os. Vi savner nærhed og den gode samtale, hvor der er tid til at lytte til hinanden. Derfor har vi udviklet 'Tallerkenhøjde', som skal hjælpe til at nedbryde barrierer mellem borgere og politikere, ved at vi spiser sammen," siger Sander Jensen, en af initiativtagerne og folketingskandidat, i en pressemeddelelse.
Tallerkenhøjde har allieret sig med fem aarhusianere, der lægger hjem til en tre-retters middag for seks mennesker i hvert hjem: En vært og fem gæster. En af gæsterne ved hver middag er politiker. Politikerne har allerede meldt sig, og det er folketingsmedlem Jens Joel (S) og de fire folketingskandidater Britt Bager (V), Jakob Rixen (LA), Sanne Rubinke (SF) og Sander Jensen (R).
Folk og politikere skal købe ind sammen, lave mad sammen og spise sammen.
Alle middage holdes på samme tidspunkt 17. november klokken 18, og flere aarhusianere har allerede tilmeldt sig som gæst.
"Vi håber, at både folk og politikere får en ny oplevelse og vil være ambassadører for en god samtale. Vi mødes i et forum, hvor alle er lige, og det håber jeg, at man mærker, under og efter middagen," siger Sander Jensen.
"Drømmen er, at det bliver en fast tradition, at politikere mødes med folk til en personlig middag og god debat - frem for de traditionelle og ofte kedelige debatmøder, hvor mange mennesker samles og lytter til politikere på et podium," siger Sander Jensen.
Tilmelding til middagene foregår frem til fredag 14. november på www.madrouletten.com.
Læs mere om konceptet her