Lureudstyr opdaget i Galten
Af Erland Rasmussen
En årvågen borger fra Galten var kvik til at politianmelde, at der var en underlig dims på betalingsanlægget ved Uno-X tanken på Søndergade.
Anmelderen, der var en 44-årig elektriker fra byen, havde dog spottet, at der var tale om scanningsudstyr, der uretmæssigt var påmontoret betalingsanlægget.
“På den måde kan kriminelle aflure koder og kort,” oplyser vicepolitikommissær Torben Rungstrøm, Lokalpolitiet i Skanderborg.
Det var lørdag 18. oktober klokken 09.50, scanningsudstyret blev opdaget.