Fortsæt til indhold

Nørre Djurs HKs U18 drenge hænger på i tvekampen

Efter weekendens 32-23 sejr over Viborg er Glesborg-klubbens talenter fortsat uden pointtab

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Trods fraværet af midteraksen i forsvaret, Mikas Korsgaard og Nicolai Lønsgren Andersen, og en fortsat halvskadet Nicklas Høgh med for nedsat kraft, vandt de resterende Nørre Djurs U18 drenge i 2. division weekendens hjemmekamp mod Viborg med de suveræne cifre 32-23 (17-7).
Nicklas Høgh var med i et par korte perioder før pausen, hvor han nåede at score tre gange og vise de kvaliteter, som netop han kan tilføre mandskabet.
"Første halvleg spillede vi hurtigt håndbold, hvor boldene blev sluppet rigtigt, og vi kom i fint tempo. Et spil som Viborg havde svært ved at dæmme op for," fortæller træner Henrik Elkjær.
"Efter pausen blev vores spil meget mere individuelt, præget af en del forkerte valg og turbulent spil. Der skal dog lyde kæmpe respekt herfra til de seks markspillere, der stort set spillede fuld kamp."

Mygind og Lassen på toppen

I fraværet af stregspiller Mikas Korsgaard måtte Mathias Mygind tager over på den for ham uvante position.
"Mathias løste opgaven virkelig flot. Han fik fat i mange bolde på stregen og omsatte stort set alt til enten scoring eller et tilkæmpet straffekast," roser Henrik Elkjær sin universalspiller.
Mygind scorede ni mål i opgøret.
Elkjær fremhæver også Rasmus Lassen, der gjorde sig bemærket med en scoringsprocent på 100 - fire mål kom der fra Lassens hånd.

Tvekamp med Randers HH

Efter fire spillerunder tegner det til, at slaget om førstepladsen kommer til at stå mellem Nørre Djurs HK og Randers HH. Begge hold har maksimumpoint pt.
"Vi håber, at vores skadessituation og spillernes arbejdssituation bliver bedre i nærmeste fremtid, så vi kan råde over stærkeste hold til de tre næste og meget afgørende kampe," siger Henrik Elkjær, der sammen med spillerne glæder sig vildt til to finaler mod Randers HH.
Inden da gælder det lokale Thorsager-Rønde IF (TRIF) søndag 16. november klokken 14.15 i Rønde Idrætscenter.
Her bliver kulissen sikkert en anden og mindre højrøstet end den, som mødte spillerne i weekendens kamp hjemme i Nørre Djurs Hallen.
"Her spillede vi i en rigtig fin kulisse, og der er grund til at takke alle de fremmødte for en fantastisk opbakning," siger Henrik Elkjær.