Fortsæt til indhold

Mange trodsede regnen for at løbe orientering

Knap 300 stillede op til Allerød Orienteringsklubs to arrangementer søndag - trods kraftigt regnvejr

Samfund
Steen Tue Bjerborg

Trods kraftigt regnvejr stillede næsten dobbelt så mange som tilmeldt op til Allerød Orienteringsklubs to arrangementer søndag den 19. oktober, Efterårsmatchen i Tokkekøb Hegn og Familie- og Motionsløbet i Ravnsholt.
Udover de godt 150, der var forhåndstilmeldt til Efterårsmatchen, dukkede 80 løbere mere op lige før start, og omkring et halvt hundrede stillede op til Familie- og Motionsløbet i Ravnsholt, hvor naturvejleder Bjørli Lehrmann samtidig holdt åbent hus i Vestre Hus Børnenaturcenter.
"Det er imponerende i betragtning af vejret og lover godt for de kommende søndages Familie- og Motionsorientering i Ravnsholt, hvor alle er velkomne til at prøve kræfter med de tre forskellige ruter på henholdsvis 3, 5 og 7 km langs stier og veje," siger Gert Nielsen fra Allerød Orienteringsklub.

Hærværk mod løb

Det var i øvrigt ikke kun regnen, der forsøgte at spænde ben for Allerød Orienteringsklub denne søndag.
Ved Efterårsmatchen i Tokkekøb Hegn blev fire-fem poster vest for Kongevejen fjernet og smidt i skoven inden starten kl. 11. Heldigvis blev arrangørerne gjort opmærksom på det af en skovgæst, så postener kunne sættes på plads, før de første løbere kom frem til dem.
"Allerød Orienteringsklub er temmelig uforstående overfor dette forsøg på hærværk mod arrangementet, der er nøje planlagt i samarbejde med og godkendt af Naturstyrelsen," lyder det fra Gert Nielsen, der understreger, at det heldigvis er sjældent, at klubbens lovlige og af Naturstyrelsen godkendte aktiviteter i skovene omkring Allerød udsættes for hærværk og tyveri.

Der blev begået hærværk mod poster til Efterårsmatchen i Tokkekøb Hegn, men heldigvis blev det opdaget inden start, så posterne kom på plads, og løberne kunne finde dem.

Skal til Bornholm

Allerede den kommende weekend sender Allerød Orienteringsklub 25 løbere til Bornholm. Her skal de deltage i Höst Open-stævnet, der i år afvikles i Slotslyngen og på Hammerknuden.
"Der er forhåndstilmeldt ca. 750 løbere til stævnet, heraf rigtig mange sydsvenske løbere, så det bliver spændende at se, hvordan Allerød Orienteringsklubs udsendte klarer sig," slutter Gert Nielsen.