Fortsæt til indhold

En langvarig kortsigtet løsning

Start Up Housing fungerer som buffer i flaskehalse ved studiestart

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

Start Up Housing, der er et samarbejde mellem Studenterhus Aarhus, Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune, har kigget til Trondheim for at lade sig inspirere til at få afhjulpet de flaskehalse, der uundgåeligt opstår omkring studiestart.
Og den norske model med midlertidige boliger har været en succes, for alle 112 pladser i projektet er revet væk for længst, selvom der stadig kan opleves trængsel på markedet for de studievenlige boliger.
“Man kan ikke undgå den her situation helt. Der er mange, der kommer til byen uden at have et netværk, og der er mange, der først meget sent får at vide, om de er optagede.” siger Julie Kolind fra Start Up Housing.
Og hvis man taler med folkene bag Start Up Housing, kan der være langt større gevinster at høste end bare midlertidige boliger.
“Forhåbentlig finder folk hinanden, både på studierne og i de midlertidige boliger, så de får nogle at dele lejligheder med. En stor del af flaskehalsene her omkring studiestart skyldes jo også, at folk ikke kender nogen, de kan dele en lejlighed med.” siger Julie Kolind.

En gave til Gellerup

En anden fordel ved Start Up Housing er, at der kommer lidt frisk blod til Gellerupparken, og administrerende direktør i Brabrand Boligforening, Keld Laursen, er meget begejstret for initiativet.
“Helt konkret får vi fyldt nogle tomme lejligheder nu og her. Men på længere sigt håber jeg, at vi kan bruge Start Up Housing som en øjenåbner og give et andet indtryk end det negative mediebillede, mange forbinder Gellerup med. Gellerup er et dejligt sted at bo, og vi vil gerne genskabe traditionen om Gellerup, som et godt sted for studerende.” siger Keld Laursen.
Og tilbagemeldingerne fra de studerende om Gellupparken har indtil videre været positive. Det er meldingen fra Start Up Housing, hvor især de store og lyse lejligheder imponerer de studerende.
Der er lys for enden af tunnellen for de hjemløse studerende. For knapt er indflytningen i de midlertidige boliger overstået, før folk begynder at fraflytte dem igen.
“Allerede nu er der flere og flere, som har fundet noget permanent og derfor har opsagt deres midlertidige bolig. Heldigvis kan man jo sige,” siger Julie Kolind.
Sidste år havde alle fundet en bolig, da Start Up Housing sluttede efter otte uger, som forløbet kører.