Fortsæt til indhold

Legender sparkede nyt anlæg i gang

1.500 tilskuere trodsede regnvejr, da Lystrup IFs anlæg blev indviet

Samfund
Kim S. Andersen

Fredag eftermiddag blev Lystrup Idrætsanlæg officielt indviet med et væld af aktiviteter.
Trods et noget ustadigt forårsvejr var der mødt 1.500 mennesker op. Men det er heller ikke hver dag, at man kan komme tæt på landsholdslegender som Flemming Povlsen, Stig Tøfting, Jesper Grønkjær og John Sivebæk. De tørnede ud for Oldboyslandsholdet og mødte AGF's oldboys i en kamp, der endte 5-3 til Oldboyslandsholdet.
Forinden havde AGF'eren Martin Jørgensen officielt indviet anlægget sammen med rådmand Rabih Azad-Ahmad.
Herefter blev der spillet bold på multibane på kunstgræs. Handicaplandsholdsspillere var de første i kamp på kamp på den spritnye grønsvær, der også blev indtaget af Lystrup IFs springgymnaster.
“Der var en rigtig god stemning til indvielsen. Det var selvfølgelig ærgerligt med så dårligt et vejr. Hvis det havde været godt vejr, tror jeg, at vi kunne trække 1.000 flere tilskuere,” siger Brian Hørup Obel, som er formand for Lystrup IFs fodboldafdeling.

Pris på 18 millioner kroner

Med idrætsanlægget, der har kostet 18 millioner kroner, og en multibane med en pris på godt og vel 600.000 kroner håber formanden, at de moderne faciliteter kan tiltrække mange nye medlemmer og på sigt, at klubben kan stå for store fodbold cup-arrangementer.
Og så satser Lystrup IF på at få flere handicappede til at gå til fodbold.
“I Lystrup IF har vi ingen berøringsangst over for handicappede. Vi har 75 DHIF-medlemmer (Dansk Handicap Idræts Forenings-medlemmer, red.) og håber at vi med vores spritnye faciliteter at kunne runde 100 medlemmer,” siger formanden for Lystrup IFs fodboldafdeling, der tæller 700 medlemmer.
SE FOTOGALLERI FRA BEGIVENHEDEN HER

Ungdommen indviede den nye multibane, der har kunstgræs. Foto: Per Dreyer.
Martin Jørgensen indviede anlægget. Foto: Per Dreyer