Ramasjang-Rebecca skriver om døden for børn
Du kender hende formentlig fra DR Ramasjang. Nu har Rebecca Bach-Lauritsen fra Frederikssund skrevet en bog, der hedder ”Ellens Ark” og handler om, hvordan det er at være barn, når man mister én, man elsker. ”Jeg skriver mest ud fra min egen fornemmelse og kontakt til mine børn, og hvordan jeg selv oplevede at være barn,” siger Rebecca Bach-Lauritsen, der har tre børn. Maja på 14 år, Peter på 7 og Milan på 9 måneder. Ifølge Rebecca Bach-Lauritsen kom idéen til bogen bl.a. af, at alle har oplevet at miste eller frygten for at miste, og hvordan man kan leve et almindeligt hverdagsliv ved siden af. ”For voksne handler døden f.eks. om forsikringer. Men børn kan også forholde sig til store ting. Selv en lille barnehjerne skal kunne kapere død. Midt i det værste kan noget smukt opstå, som hvis man skruer på en globus og lyset falder anderledes,” siger Rebecca Bach-Lauritsen. ”Børn leger død, men det er de voksne, der ikke vil have det.” I starten af ”Ellens Ark” er lillebrorens død også en leg, inden den rigtige død indtræffer. ”Første gang David døde, var det en leg. Ellen pressede ham ind mod muren, satte en finger i panden på ham og hviskede BANG DU ER DØD! David gled ned på jorden, lod tungen hænge ud af munden og vendte det hvide ud af øjnene. Bagefter spiste de kiks på taget af legehuset.” Men så døde han rigtigt. Bogen indeholder små korte tekster om, hvordan Ellen bruger sin fantasi til at forstå brorens død.