Fortsæt til indhold

FC Djursland ledelse kaster alle bolde op i luften

Direktør Ronni Didriksen vil bruge de næste uger til at skrue forårs-setuppet sammen for fodboldoverbygningens flagskib i Danmarksserien

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

"Vi har holdet til at klare os i Danmarksserien," fastslår FC Djurslands direktør Ronni Didriksen, selv om resultaterne i efterårets kampe ikke har overbevist holdets mange fans, og de er mange og trofaste. Seneste kiggede 400 tilskuere på til efterårets sidste kamp på Grenaa Stadion mod Aarhus Fremad, ifølge direktøren.
"Vi har været godt med i stort set alle kampe, men 12 mål i 13 kampe rækker ikke og fortæller vist alt om, at vi har manglet en afslutter i feltet som kunne udnytte de chancer, vi rent faktisk har spillet os frem til," siger Ronni Didriksen.
Faktum er, at FC Djursland holder vinterferie med beskedne 12 point og en placering under nedrykningsstregen på en 12. plads.
"Vi har fire point op, så det ser ikke helt håbløst ud, men vi skal nu bruge de næste par uger til at vurdere nøje, hvordan setuppet skal se ud i foråret," siger direktøren.

Lukning af Hessel har koset

Ronni Didriksen er på det rene med, at de kommende sæsoner kan blive hårde at komme igennem af flere årsager for førsteholdet.
"Primært fordi vi nu kan mærke, at Hessel Fodboldskole er lukket og ikke tilfører os de 4-5 potentielle førsteholdsspillere, som først Grenaa IF og senere FC Djursland har været så forvænte med år efter år."
"Det har efterladt et tomrum, men vi havde nok ikke forestillet os, at det ville slå så markant igennem, som tilfældet er," indrømmer Ronni Didriksen.
Han holder fast i, at den strategi, han i samarbejde med bestyrelsen udstak for fremtidens FC Djursland ved sin tiltrædelse i februar 2015, ikke skal justeres.
"Fremtidens FC Djursland skal byges op af på egne talenter, alternativet er der ikke, og sådan noget tager tid, men vi skal være tålmodige og lade tingene få lov til at gro. Skulle det koste en nedrykning til Jyllandsserien, går vi ikke i panik. Blot er det vigtigt, at vi altid har et førstehold som er et skridt eller to foran alle andre klubber på Djursland."

Kaster alle bolde op i luften

Afgangen af assistenttræner Jeppe D. Friis fra årsskiftet tvinger Ronni Didriksen til at genoverveje trænersituationen på førsteholdet, herunder cheftræner Jesper Borups fremtid.
"Jesper Borup fortsætter i FC Djursland, fordi han vil vores projekt og brænder for det, men om det bliver som cheftræner eller i anden funktion, har jeg ikke drøftet færdigt med ham endnu," siger Ronni Didriksen.
"Både Jesper og Jeppe har arbejdet vildt hårdt med Danmarksserietruppen, men det er klart, at de mange nederlag både i foråret i 2. division og her i efteråret i Danmarksserien tærer hårdt på selv den dygtigeste træners psyke."
Ronni Didriksen erkender dog, at det bliver svært at finde en afløser af en hvis kaliber, fordi det er begrænset, hvad der er af midler i FC Djurslands pengepung.
"Nu kaster vi alle bolde op i luften, og det medfører også, at vi intensiverer snakken med folkene omkring førsteholdene i vores samarbejdsklubber Grenaa IF og Aastrup/Hammelev, som begge spiller i Serie 1 i foråret. Vi snakker godt sammen og har alle en klar erkendelse af, at vi skal rykke tættere sammen i bussen, fordi spillermarkedet for seniorspillere i Grenaa og omegn er så lille, som det er. Det påvirker os allesammen."