Endnu ingen afklaring på Søren Christensens fremtid
Men til gengæld ligger det næsten 100 procent fast, at Morten Nordstrand, Mark Gundelach og Joe Sise stopper i FC Nordsjælland
Der er stadig ingen endelig afklaring på, om FC Nordsjælland forlænger kontrakten med Søren Christensen, der har kontraktudløb med klubben til nytår.
Det erfarer Furesø Avis.
Søren Christensen har spillet 218 kampe for FC Nordsjælland, siden han startede i klubben i sommeren 2006, men til nytår udløber hans kontrakt.
Der er dog ikke helt afklaret, om de to parter siger farvel til hinanden eller underskriver en ny kontrakt, men der skal findes en løsning inden for få dage, oplyser FC Nordsjælland til Furesø Avis.
Mens Søren Christensens fremtid i FC Nordsjælland endnu ikke er afklaret, så er det til gengæld ret sikkert, at Morten Nordstrand har spillet sin sidste kamp for den nordsjællandske Superliga-klub. Hans kontrakt udløber også til nytår, og angriberen har senest udtalt til tipsbladet.dk, at han søger en ny klub. Nordstrand er blandt andet blevet sat i forbindelse med AGF.
Derudover udløber også Mark Gundelachs og Joe Sises kontrakter, og der er intet, der tyder på, at klubben forlænger med de to spillere.
FCN-truppen har i øvrigt sidste træningsdag i dag tirsdag, inden spillerne og trænerteamet går på juleferie.