Fortsæt til indhold

Venstre vil drøfte holdninger til vindmøller

Venstre i Grenaa kalder til medlemsmøde for at få drøftet vindmølleplan og holdning til vindmøller

Samfund
Anette Bonde

Ved kommunalbestyrelsens møde i august blev punktet om vindmøllerne ved Ålsrode udsat, og kommunens vindmølleplan blev sendt til revision i kultur- og udviklingsudvalget.

Splittelse om vindmøller

I Venstre har der tidligere vist sig at være en splittelse i holdningen til vindmøller. Christian Gleerup og Niels Ole Birk har for eksempel meldt sig som modstandere af kæmpevindmøller på land. De skal ud i havet, mener de to Venstre-folk.
Nu har Grenaa Venstreforening kaldt til medlemsmøde med orientering og debat for at få klarlagt holdningen blandt sine medlemmer og få en orientering fra de partimedlemmer, der sidder i kommunalbestyrelsen.
Mødet holdes onsdag 12. november klokken 19.30 i pavillonen i Grenaa.

Ejerskab til plan?

Hans Husum, gruppeformand for Venstre i kommunalbestyrelsen, er glad for at punktet blev udsat.
“Venstre er splittet, og vi kunne på kommunalbestyrelsesmødet se, at det politiske flertal var ved at skride i forhold til den gamle vindmølleplan med hensyn til antal, højde etcetera. Vi må klæde os bedre på og se, hvad der rører sig blandt medlemmerne.”
Han mener personligt, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at følge vindmølleplanen og fortsætte i de områder, hvor projektmagere har igangsat et planlægningsarbejde.
“Vi er forpligtet til at følge den, når vi har vedtaget den, og vi er nødt til at sørge for, at alle bliver behandlet ens for dem, der har ansøgt om at gå i gang, det vil sige Søby, Hevring og Ålsrode. Jeg har et ønske om, at projektmagere, der i god tro har igangsat arbejde, at de kan stole på Norddjurs kommune og have lov til at fortsætte. Men de områder, hvor der ikke er konkretiseret planer for vindmøller, kan godt afvente revision af vindmølleplanen.”
Hans Husum forklarer om timingen i forhold til revision af vindmølleplanen, at kommunalbestyrelsen ved vedtagelsen af planen i sin tid besluttede, at den skulle revideres efter fire år.
“Når folk er ved at begynde at slække, må vi stoppe yderligere opsætning indtil efter revisionen. Den nye kommunalbestyrelse føler måske ikke automatisk ejerskab til den gamle vindmølleplan.”

Kan ikke ændre loven

Hans Husum tilføjer, at Venstre lytter, både til eksperter og borgere.
“Vi lytter til alle argumenter. Der er meget kommunikation, men det er jo ikke det samme som, at man skal rette sig efter hver enkelt. Men vi bliver klogere efter hver dialog.”
Stod det til ham, kunne værditabsordningen godt trænge til et løft, så borgere tæt på vindmøllerne kunne få en bedre erstatning end tilfældet er i dag. Eller at projektmagerne skulle tilbyde at opkøbe husene inden for en bestemt radius fra møllerne.
“Men det kan vi ikke bestemme lokalt. Lovgivningen kan vi ikke ændre på.”