Rønde Skoles fodboldpiger satte skabet på plads
Rønde Skole vandt sikkert den årlige Trekantsturnering over Rønde Privatskole og Rønde Efterskole
Spænding var der ikke meget af, da årets Trekantturnering mellem Rønde Skole, Rønde Privatskole og Rønde Efterskole onsdag eftermiddag blev afsluttet med indendørsfodbold i Rønde Idrætscenter.
Til gengæld fejlede stemningen ikke noget, for elever fra alle tre skoler bakkede højlydt deres kammerater op i hallen, hvor der blev kæmpet for kostbare point i den afsluttende fodboldturnering.
”Det er lige nøjagtig en af de ting, som denne turnering giver vores elever. Hele skolen er fælles om en aktivitet og eleverne får en fælles oplevelse. Samtidig får de forskellige elever mulighed for at vise, hvad de kan i de mange forskellige discipliner,” siger forstander Gorm Skovsgaard, Rønde Efterskole.
En gammel tradition i Rønde
Gennem mere end 25 år har de tre skoler i Rønde med overbygningselever, Rønde Skole, Rønde Privatskole og Rønde Efterskole, hvert år afholdt denne trekantturnering, hvor der dystes om en vandrepokal i en lang række discipliner.
”Eleverne møder hinanden på kryds og tværs af skolerne under konkurrencerne på forskellige lokaliteter,” siger lærer Arne Tophøj, Rønde Efterskole, som på den bærbare holdt rede på resultaterne og pointstillingen.
Dyster i ti orskellige discipliner
Eleverne dyster over tre dage fra kl. 12. til 15 i ti forskellige discipliner lige fra skak og bordfodbold over stafetløb i Rønde Bypark til badminton, håndbold og fodbold.
Og mens der sidste år var spænding til sidste sekund og Rønde Skoles fodboldpiger sikrede folkeskolen sejren og dermed pokalen i en intens fodboldkamp med den afgørende scoring i de døende sekunder, så var der i ikke så meget spænding i turneringen i år.
Rønde Skole var nemlig bedst i en lang række af disciplinerne og kunne med en komfortabel sejr sikre sig, at vandrepokalen bliver stående på Rønde Skole endnu et år.