Lucky er her endnu
Efter 200 år er ulven tilbage i den danske natur
Han lusker rundt i det midtjyske og er efterhånden registreret en del gange over det seneste knap halvandet år. Hanulven har af forskerholdet, der registrere ulve i Danmark, fået tilnavnet Lucky og regnes nu for fastboende i Midtjylland.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Naturhistorisk Museum Aarhus og Institut for Bioscience – Kalø, Aarhus Universitet. Forskerne har netop offentliggjort et nyt kort over dokumenterede ulveforekomster i Danmark, og heraf fremgår det, at Lucky, der blev registreret syv gange fra februar til juli sidste år, stadig lusker rundt i det midtjyske.
"Det er det første bevis på, at ulven nu igen er fastboende i Danmark. Tyske eksperter betragter en ulv, der er påvist mindst to gange i det samme område med seks måneders mellemrum som hjemmehørende i området. Og det er i høj grad tilfældet med denne ulv," slår seniorforsker Liselotte Wesley Andersen fra Aarhus Universitets Institut for Bioscience fast. Hun står bag DNA-analyser af indsamlede ulveekskrementer og spytprøver fra nedlagte byttedag.
"DNA-analyserne skelner mellem hund og ulv. De beviser, at ulvene ikke er forsvundet i 2014. Der er stadig kun fundet DNA-prøver fra hanulve, og vi har ingen dokumentation for, hverken hunulve eller ulvehvalpe, men er bekendt med, at der i offentligheden går rygter om sådanne," fortæller hun.
Stadig flest ulvefund i det Midtjyske
Det nye kort over ulve i Danmark viser kun forekomster registreret i 2014 og er primært baseret på spytprøver fra kadavere af vildt og husdyr, samt på fotografier fra vildtkameraer. Forskerne har fundet ulve-DNA 25 forskellige steder og dertil kommer tre fotoregistreringer.
To af de nye DNA-fund er gjort i Søhøjlandet ved Salten Langsø og Addit Næs
"Områderne, hvor ulvene er registreret er ikke meget forskellige fra områderne i 2012-2013. Der er stadig flest fund i det midt- og vestjyske område. Det er nyt, at der er dokumentation for ulve på Djursland, hvor der længe har været udokumenterede observationer," forklarer seniorforsker Thomas Secher Jensen fra Naturhistorisk Museum.
Han fortæller, at museet ud over de dokumenterede fund har fået mange henvendelser om udokumenterede observationer spredt over hele Jylland.
"Vi mangler egentlig blot håndgribelige beviser. Samtidig er det påfaldende, at der mangler observationer fra Vendsyssel nord for Thy og fra eksempelvis Himmerland. I de store skovområder kunne ulven fint trives. Vi håber på en god snevinter, hvor ulvespor kan føre til nye dokumenterede fund."
Fakta om ulven
- Ulven er Europas næststørste landrovdyr - kun den brune bjørn er større
- Ulven holder til i skov og på steppelignende arealer og lever i kobbler. Et kobbel ledes af en han og en hun, alfaparret, og deres afkom fra de seneste to år. Et kobbel er ofte på 6-8 ulve
- Afhængig af fødetilgængelighed har en ulveflok normalt et territorium på 250 til 300 km 2
- Ulven bliver op til 1 meter høj, 1-1,5 meter lang og vejer mellem 30 og 80 kilo
- DCE (Det nationale center for miljø og energi) vurderer, at der vil være fødemæssig kapacitet til omkring 100 ulve i Jylland
- 100 ulve ville æde cirka en tiendedel af det samlede årlige jagtudbytte af krondyr og råvildt i Jylland
- DCE anser det ikke muligt for bestanden af ulve at nå op på 100 ulve før om tidligst 40 år eller mere
- DCE, anser det for sandsynligt, at ulve vil reproducere sig selv på dansk jord inden for en tiårig periode
- Ulven er kødæder og lever helst af råvildt og kronvildt. Den kan også æde harer, kaniner, fugle, fisk og småpattedyr som rotter, mus og mosegrise og ådsler
- Ulven jager fortrinsvis svage dyr, og er på den måde med til at opretholde en sund vildtbestand
- Ulvens bid er meget kraftfuldt og kan knuse en lårknogle. Ulvebid: 406 psi, Voksen mand: 150 psi
- En ulv kan let løbe op til 40-45 kilometer i timen under jagt eller flugt, og dermed kan den ubesværet tilbagelægge flere hundrede kilometer i løbet af få døgn
- Ulven har været fredet i hele EU siden 1992 ifølge EU's habitatdirektiv og i dansk lovgivning desuden efter jagt- og vildtforvaltningslove. Man må derfor hverken jage eller indfange ulve
- I juni i år blev den første forvaltningsplan for ulv godkendt af miljøminister Kirsten Brosbøl. Forvaltningsplanen indeholder blandt andet en kompensationsordning for landmænd, hvis besætninger rammes af ulveangreb
Kilde: DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet og Naturstyrelsens hjemmeside om ulve