Fortsæt til indhold

Formstærke Henrik Pedersen ikke til at stoppe

Nørre Djurs HKs hurtige bagspiller scorede otte mål, da Nørre Djurs HKs Jyllandsserieherrer besejrede Kristrup med 26-19 for 300 begejstrede tifosis i Nørre Djurs Hallen

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Henrik Pedersen er blevet genforenet med sin storbror Morten Pedersen på håndboldbanen i denne sæson, og det lukrerer den hurtige og gennembrudsstærke bagspiller tydeligvis på.
"Han har aldrig været i bedre form, og det er tydeligt at se, at tilgangen af Morten Pedersen fra Aastrup/Hammelev-Grenaa som playmaker har tilført vores bagkæde noget hurtighed og styring, som især Henrik Pedersen og Simon Østergaard på backpladserne lukrerer på," siger Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe.
Foran 300 forventningsfulde fans hjemme i 'Hulen', Nørre Djurs Hallen, søndag eftermiddag hev hjemmeholdet en sikker 26-19 (14-12) sejr hjem over fysisk stærke Kristrup.
Her bidrog Henrik Pedersen med otte mål, de tre på straffekast, og viste, at talentet har lagt yderligere på i træningslokalet op til denne sæson.
"Med Henrik Pedersen i spidsen som målscorer spillede vi strålende de første 15-20 minutter af første halvleg og kom foran 13-7, før vi mod slutningen af halvlegen begyndte at sjuske lidt, og det gav Kristrup blod på tanden," fortæller Jakob Lunøe.
Gæsterne scorede fem mål i rap, inden Henrik Pedersen efter tid sikkert udnyttede et straffekast, så pausestillingen lød på 14-12.

Debut til Rasmus Secher

Hos hjemmeholdet var der debut til klubbens måske største talent i en årrække, U18 spilleren Rasmus Secher, der kom på banen efter et kvarter, og udelukkende dækkede forsvar.
"Det gjorde Rasmus godt, og han viste masser af mod og forudseenhed," siger Jakob Lunøe.
Secher havde selskab af en anden af U18 talenterne, fodrappe Mathias Nymark, der scorede en enkelt gang.
"Efter pausen startede vi også lidt sløvt, men det gjorde Kristrup heldigvis også, så 20 minutter før tid førte vi beskedne 17-13, men herfra trak vi fra, fordi Kasper Hansen i målet og forsvaret i forening fik lukket Kristrups skytter helt ned," fortæller Lunøe.
Hjemmeholdet kom på 26-16 med fem minutter igen, før Kristrup fik lov til at slutte af med de sidste tre mål til slutstillingen 26-19.
Undervejs forsøgte gæsterne at bryde hjemmeholdets rytme ved både at mandsopdække Morten og Henrik Pedersen, men det hjalp ikke synderligt.

Stregspiller skadet under opvarmningen

Nørre Djurs HK måtte undvære stregspilleren Benjamin Johansen, der gik i stykker under opvarmningen.
Gode råd var dyre på dette tidspunkt, fordi andetholdet i Serie 1 spillede på udebane mod Rougsø KFUM på samme tid, og her var anden stregspiller, Rasmus Bording, rykket ned for at få kamptræning sammen med Anders Gleerup.
"Vi skyndte os at ringe til Kenneth Kristensen, der så småt er begyndt at træne igen, og han sagde ja til at komme, selv om han lige var kommet fra arbejde," fortæller Jakob Lunøe.
Kenneth Kristensen nåede også at få spilletid, men kom ikke på scoringslisten.
Jens Olsen startede i målet hos hjemmeholdet, men blev mod slutningen af første halvleg afløst af Kasper Hansen, der passede buret i resten af kampen.
Nørre Djurs HK spiller igen allerede torsdag aften, hvor Dronningborg kommer på besøg klokken 19.15.
"Dronningborg er et godt hold med mange unge, der kan løbe stærkt, men de ikke så fysisk stærke som Kristrup. Jeg fornemmer, det er to hold, der vil stå godt til hinanden, og kan vi fylde hallen igen med 300 mennesker på lægterne, tror jeg på, at vi kæmper den hjem," siger en som altid optimistisk Jakob Lunøe.