Fortsæt til indhold

Kunstner åbner Kunstterapi og holder Workshops

“Det giver mennesker vidunderlige chancer for at møde sig selv, verden og andre på en helt ny måde” siger kunstterapeuten fra Selling, om kunstterapien.

Samfund
Af Joan Frisk

Lea Hankil Andersen har åbnet virksomheden 'Kunst, kursus og kunstterapi' på Tåstrupvej 31 i Selling, her bor hun sammen med sin mand og fire børn, og har indrettet et rummeligt atelier.
Den tidligere folkeskolelærer har gennemført en fire-årig uddannelse til kunstterapeut, er udøvende kunstner og underviser på den Skæve Billedeskole (nu Hadsten Billedeskole). De sidste otte år har hun arbejdet i Viby med medarbejdere og brugere på et socialt værested under KFUM.

Hvad er kunstterapi?

”I mit arbejde i både folkeskole og på billedskole, har jeg dagligt set teorien udfolde sig i praksis. Når børn udtrykte sig gennem kunsten, kom der pludselig billeder, ord, følelser og tanker på det der ellers kan være svært og bøvlet at snakke om, ”fortæller Lea H Andersen om sin erfaring med kunstterapeutiske muligheder.
Kunstterapi er en psykoterapeutisk tilgang, der bygger på muligheden for at udvikle og forandre sig gennem kreative aktiviteter og processer. Der arbejdes med at udtrykke eller udfolde sig gennem maleri, tegning, collage, modellering, dans, drama eller anden kropslig bevægelse. Samtale og dialog danner også vigtige rammer for terapien.