Fællesskab mod kræft i Aarhus
Der er informationsmøde om Kræftens Bekæmpelses 'Stafet for Livet' 27. november
'Stafet for Livet'. Det kan lyde som et udmarvende sportsarrangement. Men i virkeligheden er der tale om et livsbekræftende socialt arrangement, hvor venner, familie, kolleger i fællesskab kæmper mod kræft og fejrer livet.
Stafet For Livet har været holdt i Aarhus de sidste to år. Nu er en gruppe frivillige er nu i gang med planlægningen af stafetten i 2015.
Håbet er, at endnu flere frivillige vil være med til at give en hånd med planlægningen. Det næste informationsmøde om Stafet For Livet holdes 27. november klokken 18 -20 hos Kræftens Bekæmpelse på Nørre Boulevard 1 i Aarhus. Alle interesserede er velkomne til at komme og høre mere om at være frivillig.
Fællesskab mod kræft
Vicepræsident i Kræftens Bekæmpelse, Per Larsen - forhenværende chefpolitiinspektør i København - har som tidligere kræftpatient deltaget i mange af landets stafetter. Han mener, at stafetterne er unikke, fordi man i fællesskab står sammen mod kræft.
"Det fantastiske ved Stafet For Livet er, at man samles om kræft, og er dermed med til at slå hul på det tabu, som ofte omgærer kræft. Ved stafetterne er der plads til åbenhed, fordi der både er tidligere og nuværende kræftpatienter, pårørende og bare almindelig interesserede, der ønsker at give en hånd med i kampen mod kræft og deltage i fejringen af livet," siger Per Larsen i en pressemeddelelse.
Stafet For Livet er verdens største fundraising arrangement for kræft. I 2014 var der 37 stafetter rundt om i landet mod 25 i 2013.
"Når jeg selv er af sted til en stafet, bliver jeg bekræftet i, at det kan betale sig at kæmpe. Du ser så mange, der har overlevet kræften, eller som stadig kæmper med næb og klør. Og det giver blod på tanden og en lyst til at kæmpe videre år efter år. Det viser den stigende udvikling med al tydelighed," siger Per Larsen.
Stafetten består af forskellige hold – typisk 10-15 personer, hvor der hele tiden skal være en repræsentant fra holdet ude på stafetbanen. Alle kan deltage, og om man vil gå, løbe eller køre på løbehjul bestemmer man selv. Det gælder ikke om at komme først, men om at gøre en aktiv indsats i kampen mod kræft. Til Stafet For Livet i Aarhus deltog omkring 250 personer, som enten holddeltagere eller Fighter (nuværende eller tidligere kræftpatienter) fra hele kommunen.
"Når folk fra alle mulige sociale og kulturelle skel mødes for at kæmpe mod kræften, er det ikke vigtigt at komme først men at holde sammen i kampen. Der skabes en dialog og et fællesskab mellem patienter og pårørende - og det er helt unikt. Mange af de relationer, der opstår under en stafet, holder også uden for stafetbanen, fordi man samles om noget, der er så vigtigt og fylder så meget for så mange mennesker. Stafet For Livet er en livsbekræftende øjenåbner, som man klart bør unde sig selv," slutter Per Larsen.
Stafet For Livet Aarhus holdes ved Aarhus Firmasport den 22. -23. august 2015, og der er som tidligere skrevet informationsmøde 27. november klokken 18 -20 hos Kræftens Bekæmpelse, Nørre Boulevard 1. Hvis man vil vide mere, kan man kontakte Irene Damkjær, der konsulent for Stafet For Livet hos Kræftens Bekæmpelse, på: iredam@cancer.dk eller på 30 65 10 19