Fortsæt til indhold

Ny teknologi giver ældre livet tilbage

Velfærdsteknologi som vasketoiletter og spiserobotter indtager ældreplejen

Samfund
Af Hans Larsen

Ældre borgere får i stigende grad hjælp fra robotter på plejecentre og i eget hjem. 70 procent af kommunerne har for eksempel enten implementeret eller er i gang med at implementere vasketoiletter og 23 procent har indført eller er ved at indføre spiserobotter.
Det viser den hidtil mest omfattende undersøgelse af velfærdsteknologiens udbredelse i kommunerne, som Kommunernes Landsforenings (KL) Center for Velfærdsteknologi har foretaget, skriver KL's blad Momentum.
Mens vasketoiletter automatisk sørger for, at en ældre medborger bliver vasket og tørret efter toiletbesøg, er spiserobotten en foranstaltning for ældre uden muskelkraft, som løfter en bid mad op til den ældre medborgers mund.
Bent Greve, som er professor og velfærdsforsker på Roskilde Universitet ser tallene som et bevis på, at de teknologiske løsninger for alvor har bidt sig fast og er blevet en del af tænkningen i den kommunale service.
“Noget skyldes, at teknologien er blevet bedre. Men samtidig er der sket en bevægelse i retning af, at kommunerne er blevet meget opmærksomme på, at teknologien kan afhjælpe nogle behov hos borgerne og skabe nogle bedre arbejdsvilkår for de ansatte. Dermed har man skabt sig en win-win-situation, da både borgere og medarbejdere kan se fornuften i det,” siger Bent Greve.

Sparer penge

Mens teknologien giver de ældre livet tilbage, kan kommunerne spare penge, da robotterne klarer en del af personalets arbejde. Landets kommuner har da også aftalt med staten, at de skal effektivisere for en halv milliard kroner ved hjælp af velfærdsteknologi frem til 2017.
I den nye undersøgelse svarer over 60 procent af kommunerne også, at teknologien gør borgerne mere selvhjulpne og giver øget værdighed. Og 55 procent af medarbejderne oplever teknologien som en forbedring af deres arbejdsmiljø.