Fortsæt til indhold

Musicalstjernens barnedrøm

Kristine Yde fra Beder smyger sig i vandet i rollen som Ariel i musicalen Den Lille Havfrue

Samfund
Camilla Olesen

“Da jeg var 13 år, var jeg i Disneyland, og jeg var fuldstændig solgt. Jeg var helt væk i den verden. Nu har jeg fået lov til at arbejde med det, og det er en magisk verden.”
Sådan lyder det fra Kristine Yde, der spiller Ariel i musicalen Den Lille Havfrue, der har premiere 17. juli i Operaen.
Hun er født og opvokset i Beder og startede sin musicalkarriere som 14-årig i Musical Syd, hvor Anders Baggesen var instruktør.
Det var dog ikke første gang, hun fik snust til de skrå brædder og musicalstemningen. Hendes forældre var i mange år en del af Vilhelmsborg Festspil. Moren syede kostumer, og faren var med til at opbygge scenen.
“Jeg kan huske, at jeg gik ind på scenen, mens skuespillerne øvede. Det måtte jeg selvfølgelig ikke. Men at stå på de skrå brædder som 9-10-årig var sindssygt spændende,” fortæller Kristine Yde, der fylder 31 på premiereaftenen.

Glad for Aarhus

Kristine Yde flyttede sit talent længere syd på i 2005, da hun kom ind på Det Danske Musicalakademi i Fredericia, og tre år efter, da hun var færdiguddannet, rykkede hun til hovedstaden. Det er dog ikke ensbetydende med, at Aarhus er glemt.
“Mine forældre bor stadig i Beder, så jeg kommer der stadig. Det er lidt som at komme hjem. Jeg er meget glad for at bo i København, men det gør ikke mit forhold til Beder mindre specielt. Det vil altid være her, jeg kommer fra, og det er også her, det hele startede,” siger Kristine Yde.
Samtidig er Aarhus også fyldt med minder for hende.
“Vi er en flok fra Aarhus, der har fulgtes ad, og vi taler tit om gode, gamle dage, og hvordan det var at være med i Musical Syd,” siger stjernen fra Beder.

Selv om Kristine Yde i dag bor i København, glemmer hun aldrig Aarhus. Det var her, det hele startede, som hun siger. Foto: Søren Malmose

Bedste ven med kendis

Én af dem, hun har haft ved sin musical-side er Johannes Nymark, der er fra Mårslet og spillede hovedrollen i Aladdin.
“Han har været en af mine bedste venner, siden vi var teenagere. Jeg føler mig sindssygt privilegeret over det, og samtidig have en i branchen, der kender én så godt.”

Konfliktsky type

Kristine Yde vil betegne sig selv som konfliktsky, og derfor er scenen god for hende.
“Her kommer jeg af med det indre og giver noget videre. Jeg er typen, som privat passer min egen kage, og derfor er det rart, at jeg kan udtrykke mig selv på scenen.”

På scenen med stjernerne

Når hun er på scenen som Ariel, er det med blandt andre Anders Bircow.
“Jeg render tit rundt som en skoldet skid, og tror verden falder sammen. Der kan sådan en som Anders være med til at bevare roen og få mig til at lægge fokus et andet sted, og så er han jo bare pissesjov.”
Udover at glæde sig til at stå på scenen sammen med de andre skuespillere, så ser hun frem til at folde sig ud som Den Lille Havfrue.
“Det er en barnedrøm at få lov til at spille hende. Da jeg var lille, kunne jeg finde på at lægge mig på en sten og baske med armene, mens jeg sang sange fra Disney-film. Jeg tror, jeg har sunget dem alle sammen,” siger Kristine Yde, der ikke ved, hvad hun skal, når hun er færdig med at spille Ariel.