Fortsæt til indhold

Bæredygtighed i centrum for kinesisk besøg i Aarhus

Samfund
Kim S. Andersen

Nie Yunling, viceborgmester og et højtstående partimedlem i Aarhus' kinesiske venskabsby Harbin, besøger i disse dage Aarhus. Han står i spidsen for en delegation, som blandt andet skal se på bæredygtig håndtering af gødning fra dyr.
Delegationen fra Harbin ankom mandag 24. november, hvor den blev modtaget af borgmester Jacob Bundsgaard. Den kinesiske delegation skal under opholdet blandt andet besøge et nyt topmoderne kraftværk, Maabjerg Værket i Holstebro. Via avanceret teknologi omdanner værket halm, husdyrgødning og andre affaldsprodukter til blandt andet varme og biogasenergi. Desuden skal delegationen se på bæredygtig håndtering af gødning fra husdyr, blandt andet under et besøg i Agro Food Park.
”Repræsentanter for vores kinesiske venskabsby har de seneste år besøgt Aarhus mange gange for at søge viden inden for vand-, varme og energiforsyning. I det seneste års tid har kineserne også haft fokus på grøn omstilling i landbruget, og på alle disse områder har vi i Aarhus og Midtjylland organisationer og virksomheder med meget stærke kompetencer. Jeg er meget glad for, at vi på den måde kan hjælpe vores venskabsby – og samtidig skabe kontakter mellem danske virksomheder og de kinesiske beslutningstagere, " siger borgmester Jacob Bundsgaard, i en pressemeddelelse.
Endelig mødes de kinesiske gæster med den aarhusianske Kina Task Force, der ledes af stadsdirektør Niels Højberg. Her skal parterne diskutere status og perspektiver for samarbejdet indenfor vand-, varme og energiområdet.
Aarhus Kommune har i 30 år haft et venskabsbysamarbejde med den kinesiske millionby Harbin. Siden 2010 er arbejdet målrettet på at udvikle forbindelserne til Harbin i en mere forretningsorienteret retning. Et arbejde der efterfølgende har resulteret i flere initiativer som oprettelsen af dansk/kinesisk task force, tilrettelæggelse af en række delegationsbesøg i både Harbin og Aarhus, gennemførelse af business seminarer, underskrivelse af flere samarbejdsaftaler, etablering af direkte kontakter mellem danske og kinesiske virksomheder.