Oplev Carpark North i Kulturhuset
Fredag den 28. november kl. 20.00 giver Carpark North koncert i Kulturhuset Skanderborg. Bandet lover at det bliver deres mest dynamiske show nogensinde, så det bliver med garanti en rockkoncert sprængfyldt af energi.
Koncerten med Carpark North er en del af bandets store Danmarksturné i forbindelse med deres seneste album ”Phoenix”. ”Phoenix” kommer efter fem års albumtavshed og markerer da også en ny begyndelse for bandet. Carpark North har dog udnyttet tiden de sidste fem år, de har nemlig både været på store turnéer i udlandet og har givet talrige koncerter herhjemme.
Carpark North blev dannet i Aarhus i 1999 og består af forsanger Lau Højen, bassist Søren Balsner og trommeslager Morten Thorhauge. Bandet var blandt de første i Danmark, der havde succes med musikgenren electrorock. Carpark North slog for alvor igennem i 2003, da deres debutalbum ”Carpark North” fungerede som soundtrack til filmen ”Midsommer”.
Koncerten byder på hitsingler fra det nye album ”Phoenix” som ”You're My Fire”, ”32”, ”Renegade” og ”Army of Open Arms”. Udover de nye numre byder koncerten selvfølgelig også på de store hits.
Koncerten i Kulturhuset er en stående koncert, så der er ikke faste pladser. Der er opvarmning med sangeren, sangskriveren og multi-instrumentalisten Mads Björn.