Kendt ansigt ny formand for de handlende i Rønde
Tidligere købmand Arne Povlsen afløser filialdirektør Jacob Skovgaard som formand
Rønde Handelsstandsforening fik en ny formand på generalforsamlingen torsdag aften.
Overraskende blev det den tidligere SuperBest købmand Arne Povlsen, som overtog hvervet efter filialdirektør Jacob Skovgaard, Djurslands Bank.
Denne havde varslet sin afgang på grund af nye opgaver i sit arbejde i Djurslands Bank.
Den unge købmand René Povlsen, SuperBest, forsætter som næstformand.
Henriette Husted fra Hestehuset Husted og Anne Winther fra Café Laurits blev valgt som nye suppleanter i stedet for Birgitte Rasmussen fra Cornershop og statsaut. revisor Johnny Skovgård Rasmussen, som ikke ønskede genvalg som suppleanter.
Susanne Bach fra Matas modtog genvalg til bestyrelsen.
Desuden sidder Mariann Sørensen fra Otto Sørensen A/S, advokat Karsten Fryland Nielsen og Mette Bak fra Boutique Glad i bestyrelsen.