Fortsæt til indhold

Nyt liv i vente til Egil Fischers Ferieby

Miljøet omkring Egil Fischers Ferieby og Femmøller Strand skal revitaliseres gennem stort projekt med Realdania støtte

Samfund
Af Martin Schultz

Et partnerskab mellem VisitDjursland, Grundejerforeningen Femmøller Strand og Syddjurs Kommune står sammen om at igangsætte en revitalisering af arkitekt Egil Fischers Ferieby ud fra arkitektens oprindelige intentioner og de kulturhistoriske værdier i området.
?Projektet handler om at fremhæve og sikre områdets kulturarv og skabe nye oplevelser for borgere og turister.

Charme skal genoplives

Da feriebyen i 1920'erne blev opført, var den tænkt som en levende by hele året med boliger, butikker og erhverv på en attraktiv placering tæt ved kysten, Femmøller Strand og Mols Bjerges storslåede landskab. Siden Egil Fischers tid har området dog udviklet sig med mange sommerhuse, en vildvoksende beplantning, parkeringsanlæg og enkelte butikker. Nu skal feriebyens charme - i form af dens oprindelige kulturarv - aktiveres igen.
Med alléer, akser, pladser og torve og en særegen, karakteristisk byggestil blev arkitekten Egil Fischers Ferieby planlagt og anlagt ved Femmøller. Området er landets første planlagte ferieby og rummer stadig et helt særligt potentiale.

Rige perspektiver

Kirstine Bille, formand for PUK-udvalget i Syddjurs Kommune er glad for initiativet.
”I kommunen vil vi gerne bakke op om dette spændende projekt og takke Realdania for støtten. En revitalisering af Egil Fischers Ferieby og Femmøller Strand er attraktiv og har rige perspektiver for turisme og bosætning,” siger Kirstine Bille.
Indvielsen af den nye Egil Fischers Ferieby og andre oplevelser ved Femmøller Strand forventes at ske i juni 2016.