Fortsæt til indhold

Historisk bygning på årets julemærke i Rønde

Lions Cub Rønde har valgt Kong Hans’ lade i Feldballe som motiv på årets julemærke

Samfund
Af Martin Schultz

En karakterfuld bygning med en stærk historie. Men formentlig ikke kendt af særlig mange borgere i lokalområdet.
Men nu kommer Kong Hans' lade på mærkerne og mange kan se og læse mere om den historiske bygning, som er en del af præstegårdsmiljøet i Feldballe.
”Laden er en bindingsværkbygning med stråtag fra begyndelsen af 1500-tallet og har fået sit navn, fordi man formoder, at Kong Hans har overnattet i laden,” siger Bertel Clausen fra Feldballe, som har skrevet den lille introduktion, som hvert år følger med på julemærkearket.
Kong Hans' lade står ved siden af præstegården, som i dag er bopæl for provst Benedikte Bock Pedersen.
I præstegårdens gamle svinestald befinder i øvrigt Rønde Egnsarkiv sig med mødelokaler for de lokale foreninger,

En konge værdig

Det er 23. gang, at Lions Cub Rønde udgiver sit julemærke og har også i år valgt en gammel og bevaringsværdig bygning som motiv.
”Der er tradition for, at vi prøver at fortælle et stykke lokalhistorie med vores julemærke,” siger formand for Lions Club Røndes julemærkeudvalg, arkitekt og forfatter Knud Simonsen.
”Vi vælger blandt kirker, herregårde, og gamle bevaringsværdige by- og landsbyhuse,” siger Knud Simonsen, som er imponeret over Kong Hans' lade som bygningværk.
”Når vi tænker på, at laden er fra begyndelsen af 1500-tallet, har det været et præsentabelt logi for kongen. Set med datidens målestok, har det været et overnatningssted, som var en konge værdig,” mener Knud Simonsen.
Laden er opført i svært bindingsværk på en kælder af svære kampestensmure. Ifølge overleveringen er overbygningen af bindingsværk blevet flyttet til Feldballe fra det nærliggende Møllerup Gods.

Sælger juletræer

Udgivelsen af julemærket markerer en travl julemåned for Lions Club Rønde, som står for det meste af juletræssalget i Rønde. Fra den 6. december står Lions-medlemmerne og sælger de lokalt skovede juletræer fra Aakjærsgård på Kalø Torvet foran SuperBest.
Men først skal de rundt og sælge julemærkearkene og julekortet med det samme motiv i lokalområdet. Overskuddet går som altid ubeskåret til sociale og humanitære formål.

Det første ark

Så alt var ved det gamle omkring udgivelsen af årets julemærke – på nær en ting.
Der er nemlig tradition for, at leder af Otto Sørensens herreafdeling, Gert Christensen, som inkarneret julemærkesamler modtager det første ark.
Men i år kunne Gert Christensen ikke undværes i tøjbutikken på Kalø Torvet, så han måtte melde forfald. Dog med garanti for at han også i år får julemærkeark nr. 1 – og så har han ellers som altid bestilt det første julemærkeark til næste år.