Fortsæt til indhold

Søren Winther skifter til Fuglebakken

Den tidligere Feldballe-dreng vil ikke længere køre bilturen til træning og kampe i Grenaa 3-4 gange om ugen

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Søren Winther, 23, har været med i truppen siden dannelsen af FC Djursland i 2009, men nu er det slut.
Når den ny sæson begynder til januar, bliver det ambitiøse Fuglebakken i Jyllandsserien som får glæde af den kampglade Søren Winthers evner i defensiven.
Søren Winther bor i Aarhus og er færdig med sine studier på Aarhus Erhvervsakademi i januar 2015, og netop bopælen og usikkerheden om, hvor han fremover får job, er afgørende for, at den tidligere Feldballe-dreng har besluttet at stoppe i FC Djursland og søge nye udfordringer i Fuglebakken.
"Jeg har ti minutter til træning i Fuglebakken, 50 minutter til Grenaa, og de mange timer på landevejen er jeg kørt lidt sur i, vil jeg gerne indrømme," siger Søren Winther, der har spillet ungdomsfodbold i TGF (Tåstrup Gymnastik Forening), Rønde og Ebeltoft.
Da han efter skoletiden startede på den nu lukkede Hessel Fodboldskole, skiftede han til Grenaa IF og blev siden fast mand i FC Djursland-truppen, hvor han har været med til at rykke op fra Danmarksserien til 2. division to gange og tage turen samme vej tilbage samme antal gange.

Trænger til ny luft

Søren Winther var ikke med hos FC Djursland i foråret 2015, fordi han var på studieophold i Paris, men han vendte tilbage efter sommerferien og havde troen på, at det skæve ophold i 2. division kunne vendes til noget bedre i Danmarksserien.
"Jeg vendte tilbage til FC Djursland efter mit ophold i Paris og var således ikke med til at tabe de mange kampe i 2. division i foråret. Jeg syntes, at jeg skyldte FC Djursland efter mine mange gode oplevelser at være med til at vende skuden, og jeg havde bestemt også forventet, at vi kunne have fået genskabt holdet igen, men sådan er det desværre ikke kommet til at gå," siger Søren Winther.
FC Djursland har kun vundet fire ud af 13 kampe i efteråret, mens de resterende ni har budt på udelukkende nederlag.
"Jeg har fortsat lysten til at spille fodbold, men jeg trænger til ny luft, og det er også en væsentlig grund til mit skifte til Fuglebakken," siger Søren Winther.
"Jeg føler, truppen er kørt lidt død i FC Djursland efter de mange nederlag, og der skal måske nye kræfter til."

Spændende projekt i Fuglebakken

Fuglebakken KFUM Århus, som klubbens fulde navn lyder, er en traditionsklub i Aarhus, og ambitionen er at kravle længere op i rækkerne, så klubben ligesom i 1970'erne igen bliver nærmeste lillebror til storbror AGF.
"Fuglebakken var uheldige i efterårets sidste kamp mod Aabyhøj, hvor de førte 1-0 til det 93. minut. Uheldigvis udlignede Aabyhøj til 1-1 på straffespark, og det betød, at Fuglebakken i foråret skal spille med i Jyllandsserien-2 i stedet for Jyllandsserien-1 med mulighed for oprykning til Danmarksserien," fortæller Søren Winther.
"Det har ikke ødelagt ambitionerne i klubben, som har mange planer med nyt stadion og kunstgræsbane, der ser spændende ud, og dem vil jeg gerne være en del af."
Med Søren Winther til Fuglebakken følger også den nuværende FC Djursland angriber, Simon Elkjær Nielsen.
Tilbage af 'aarhusianere' i FC Djurslands nuværende trup er Morten Hjorth og Danny Lauridsen.