Julen er hjertebankens fest

Jeg er julehader af Dickenske dimensioner.
Ikke at jeg har noget imod at samles med familien i den mørke tid, men jeg hader fandeme jul.
Især elementerne ‘voldsom trængsel og alarm' finder jeg fuldstændigt unødvendige.
Jeg er med på, at vi viser vores kærlighed til hinanden ved at fylde hinandens skabe op med lort en gang om året, men timingen kunne ikke være værre.

Kunne man ikke bytte rundt på jul og store bededag?
Så kunne vi mødes til varme hveder omkring vintersolhverv, og ellers gå og julehandle i ro og mag i forårssolen, hvor dagene er lyse nok til at kunne læse avisen uden at skulle tænde for lyset.

At skulle bevæge sig rundt i de aarhusianske gader i december vil give selv en inder klaustrofobi, og det er et unødvendigt pres at lægge oveni kulminationen på et arbejdsår.
Især for os, hvis vinterhumør bevæger sig i spændingsfeltet mellem bitter, passiv/aggressiv og apatisk.

Det burde simpelthen ikke være nødvendigt at tilbringe hele eftermiddage i kø i Matas, hvor hver anden handlende med garanti aldrig har hørt om begrebet ‘intimsfære', og hvor du kan være sikker på at blive jokket i hælkappen af personer med åben mund og et blankt udtryk.
Koldsved og tænders gnidsel melder sig bare ved tanken.

Heldigvis har nogen været så fremsynet, at der rundt omkring i julehandlen er anlagt åndehuller, hvor man kan få sig noget sprit til nerverne.
Desværre har et råd af debile typer vedtaget, at det vi drikker i disse skæbnedage, er varm rødvin med müsli og kanel. Øv!

Jeg er sikker på, at hvis vi sanktionerede ungdomskriminelle med at sende dem i Bruuns Galleri efter en Elsa-dukke, tilbehør til grillen og lidt cremer til lillemor i december måned, ville de alle vende tilbage med udmeldingen “Vi gør det aldrig mere!.”

Jo, det er da dejligt med lyskæder og kalorier i en tid, hvor dagenes succes er målt på, om man har kunnet se sin skygge.
Og vé den, der smider en hjemmelavet gave under træet med mit navn på. Det er slet ikke dér, vi er.

Men der er så absolut plads til forbedring i juleræset, og jeg foreslår, at vi opstiller nogle få, simple spilleregler, mens vi venter på at få byttet rundt på jul og store bededag:

Du skal respektere ‘personal space'. Det vil sige, at det ikke er tilladt at træde i hælkapper. Hvis jeg kan mærke din ånde på min person, er du også for tæt på.

Du skal ikke gøre ophold i trafikerede områder, såsom i gangarealer eller for enden af en rulletrappe.

Glögg bandlyses. Vores nye juledrik hedder Gin Tonic eller Jægerthe, hvis man absolut vil drikke varm sprut.

Så er der vist kun tilbage at ønske glædelig jul og indskyde, at vi for en gangs skyld kan glæde os over, at vores lufthavnsbetjening kun rækker til Stockholm, for det havde været umenneskeligt, hvis varmere himmelstrøg havde været indenfor rækkevidde.