Godt nyt til Anholt
Det bliver fra 1. juni 2015 billigere at transportere gods til og fra en række danske øer og ø-kommuner
Regeringen er sammen med partierne bag Vækstpakke 2014: Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, blevet enige om at sænke priserne på godstransport fra øerne med i gennemsnit 80 procent.
Ordningen vil omfatte færgerne til en række småøer samt Læsø, Samsø, Ærø, Fanø og Bornholm.
Med til gruppen af småøer hører Anholt. De øvrige er: Sejerø, Nekselø, Orø, Agersø, Omø, Askø, Femø, Fejø, Baagø, Avernakø, Lyø, Bjørnø, Birkholm, Strynø, Drejø, Skarø, Hjortø, Aarø, Barsø, Endelave, Hjarnø, Venø, Tunø, Fur og Egholm.
Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) ser det kommende lovforslag som en håndsrækning til erhvervslivet på øerne og dermed også et middel til at fastholde og skabe nye arbejdspladser på Anholt og de andre øer.
Der vil blive fremsat lovforslag om nedsættelse af færgetakster for godstransport til og fra danske småøer og ø-kommuner så, at den nye ordning kan træde i kraft med virkning fra 1. juni 2015, oplyser Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter i en pressemeddelelse.