Helge Qvist Frandsen udgiver prædikesamling
Den forhenværende provst er aktuel med en samling prædikener, der afspejler kirkeårets højdepunkter
I 2011 udgav tidligere provst Helge Qvist Frandsen sit fine erindringsværk “I Folkekirkens tjeneste - Den nære kirke” på Poul Kristensens Forlag i Herning med den lokale kunstner Winnie Meislers billeder på bogens forside.
Nu er den tidligere provst, der nu bor i Ryomgård, aktuel med en ny bog, "Kirkeårets højdepunkter. Prædikener".
"Den afspejler kirkeårets gang og dermed hovedpunkterne i den kristne grundfortælling gennem 1 salme og 19 prædikener, som alle har været holdt i mine kirker på Djursland og for en enkelts vedkommende ved en friluftsgudstjeneste i et mine sønderjyske sogne," skriver Helge Qvist Frandsen i borgens forord, hvor han også bemærker, at han ser den ny bog som en supplerende tekstsamling til erindringsværket.
42 år i folkekirken
Helge Qvist Frandsen virkede som sognepræst og provst i den danske folkekirke i 42 år, før han gik på pension i 2007.
Først arbejdede han 10 år i Hviding og Rejsby sogne i Sønderjylland og derefter samfulde 32 år i Marie Magdalene og Koed sogne på Djursland. Provstejobbet varetog han i 28 år, i perioden 1979-2006 i det daværende Rougsø-Sønderhald-Midtdjurs provsti. Herefter frem til sin pension i Syddjurs Provsti i kølvandet på kommunesammenlægningerne, som også betød nye grænser for provstierne.
Helge Qvist Frandsen er født (1937) og opvokset i Allingåbro, student fra Randers Statsskole og senere teologisk kandidat fra Aarhus Universitet i 1963.
Her fortæller han om sin opvækst ved Allingåbro og uddannelse på Randers Statsskole og senere Aarhus Universitet. Der er naturligvis også afsnit om hans virke som præst i forsvaret og sognepræst i Sønderjylland og på Djursland, ligesom der er et fyldigt afsnit om provsteembedet, som Helge Qvist Frandsen beklædte i 28 år.