Gule ærter med slup sange
Slupkoret præsenterede sin nye CD ”Alt vel ombord” og serverede gule ærter til Fregattens Julemarked
Slupkoret havde et par heftige dage forrige weekend, for fredagens ”release-party” for den tredje CD med ”landets ældste boy band”, som humoristiske sjæle kalder Slupkoret fra Ebeltoft Marineforening, blev i weekenden fulgt op med hårdt arbejde til Fregatten Jyllands store julemarked under skibets vinterdække.
Slupkoret præsenterede allerede fredag eftermiddag sin nye CD med titlen ”Alt vel ombord” i en fyldt Marinestue i Ebeltoft Marineforening.
Forskellige slags smagsprøver
Om søndagen var de matrosklædte sangere så udkommanderet til Fregatten Jylland, hvor de dels diskede op med gule ærter, flæsk og beskøjter under dæk om søndagen, dels gav musikalske smagsprøver på deres repertoire af sømandsviser og julesange og selvfølgelig benyttede lejligheden til at præsentere sange fra den nye CD ”Alt vel ombord”.
Fregatten Jyllands store julemarked blev en publikumssucces. Både lørdag og søndag var stort rykind af store og små, og boderne bugnede af alt muligt lige fra uldne sokker og lunesjaler over fregatpølser og æbleskiver til store og små nisser og glasfigurer.