Aarhus-talenter sikres fire år endnu
Team Danmark og Aarhus Kommune er netop blevet enige om at forlænge samarbejdet
Team Danmark og Aarhus Kommune har netop forlænget samarbejdet om udviklingen af fremtidens sportsstjerner.
Elitekommune-samarbejdet, der skal være med til at fremme vilkårene for talentudvikling og eliteidræt i Aarhus, kører nu de kommende fire år fra 2015–2018.
”Jeg er meget glad for, at vi fortsætter elitekommune-samarbejdet med Team Danmark. Det er en blåstempling af byens talentudviklingsarbejde. Vores ambition er, at Aarhus skal være Danmarks førende by inden for talentudvikling. Vi skal skabe talentmiljøer i verdensklasse,
og det arbejder vi målrettet med via ESAA-partnerskabet med byens klubber og uddannelsesinstitutioner, Team Danmark og DIF. I løbet af de kommende fire år, kan vi nå rigtig langt,” siger rådmand Rahih Azad-Ahmad (R) i en pressemeddelelse.
Aarhus kan med overtagelsen af Sportskollegiet pr. 1. oktober 2014, nu tilbyde 145 boliger til sportsudøvere.
I den nye elitekommuneaftale for de kommende fire år samarbejder Team Danmark og Aarhus Kommune om 14 sportsgrene lige fra sportsdans, brydning og bueskydning til håndbold og fodbold.
"Vi er rigtigt glade for, at vi også fremover har et tæt samarbejde med Aarhus med det mål at skabe talent-miljøer i verdensklasse, og vi glæder os til at være med til at udvikle miljøerne yderligere. Det er både godt og visionært, at Aarhus Kommune nu med et nye sportscollege
har tilføjet endnu en vigtig dimension til elite- og talentmiljøet. Et stærkere elitemiljø i Aarhus er en fordel for hele Danmark - også frem mod OL 2016 i Rio," siger Team Danmarks direktør Michael Andersen i en pressemeddelelse.
I det seneste år har atleter, der har været en del af samarbejdet, sikret sig medaljer både nationalt og internationalt. Det gælder bl.a. orienteringsløberne, sportsdanserne og sejlerne.