Fortsæt til indhold

Kommentar til: Må de ældre i Favrskov kun få danske retter?

Samfund
Eva Damsgaard, byrådsmedlem for DF, Hjortevej 16, 8382 Hinnerup

Jeg er da glad for, at Bjarne Andersen SF kan se, hvorfra forslaget kommer, omend jeg ikke genkender den følelse, han tillægger mig.

SSU samt byrådet skal sikre sig, at der serveres god og varieret kost med udgangspunkt i dansk madkultur - fordi vi bor i Danmark og skal servicere de ældre danske borgere i Favrskov. Når der står " tage udgangspunkt" betyder det jo ikke, at der ikke kan serveres andre retter som f.eks. gullasch, lasagne, græske kødboller o.s.v - men at retter, der er tiltænkt f.eks. muslimer, eller for den sags skyld vegetarer eller veganere, er et supplement og ikke en erstatning for den mad, der serveres i kommunen.

I SSU er vi blot fremsynet og har kikket ud over egen kommunegrænse. Desværre har man i flere kommunale institutioner fravalgt at servere svinekød for at tilgodese muslimer og indordne sig under deres traditioner. Det ønsker DF ikke skal ske i vores kommune, derfor denne tilføjelse i kvalitetsstandarderne.