Fortsæt til indhold

Var det pengene værd?

DR's 1864-serie slutter med debat på Sønderborg Slot

Samfund
Arkiv

På søndag efter sidste afsnit af 1864 fylder DR2, i samarbejde med P4 Syd, riddersalen på Sønderborg Slot med meningsdannere, fagfolk, politikere og publikum, for at duellere og debattere om tv-serien '1864'.
Hvad har vi lært? Hvad har vi fået for millionerne? Og var det, det hele værd?
Vært Thomas Buch-Andersen åbner slottet med krudt og kanoner og sætter en duel i gang, hvor to hold bestående af politikere, meningsdannere og fagfolk skal dyste mod hinanden i 'Krigen om historien', imens publikum gætter med i riddersalen.
I duellen vil der blandt andet blive stillet spørgsmål til historiske fakta og til hvad danskerne mener om den heftigt diskuterede serie. Hvert spørgsmål lægger efterfølgende op til en debat.
Der vil også løbende være indspark til debatten fra forskellige gæster. Heriblandt en gymnasielærer og skuespilleren bag én af seriens mest omdiskuterede karakterer - Nicolas Bro, der fortæller om arbejdet med at spille karakteren Monrad og sit samarbejde med instruktør Ole Bornedal.
Øvrige gæster som deltager i debatten er blandt andre: Dramachef i DR Piv Bernth, historiker Rasmus Glenthøj, DF's Søren Espersen, LA's Mette Bock, filmanmelder Søren Høy, præst Sørine Gotfredsen, medieforsker Gunhild Agger, museumsinspektør Inge Adriansen og museumsinspektør Bjørn Østergaard.
'Krigen om historien' kommer søndag den 30. november på DR2 klokken 21.00-22.00 og runder dermed serien om '1864' af med en stor debat direkte fra Sønderborg Slot.

Umiddelbart efter live-udsendelsen sender DR2 desuden programmet 'Jeppesen møder Ole Bornedal' kl 22.00.