Fortsæt til indhold

Jul for hjemløse i Aarhus

21. december holder 'Hjemløs i Aarhus' for tredje år i træk et stort julearrangement for hjemløse

Samfund
Kim S. Andersen

For mennesker, der bor på gaden, kan julen være en både kold og hård tid at komme igennem. Den 21. december holder Hjemløs i Aarhus derfor for tredje år i træk et stort julearrangement for hjemløse i FO Aarhus' lokaler i Vester Allé. Her vil der blive uddelt gaver, og der vil være julebuffet for mere end 350 hjemløse og frivillige. Formålet er at bygge bro mellem hjemløse og øvrige aarhusianere og afvikle en festlig dag for alle.
Hjemløs i Aarhus, der er en 100 procent uafhængig, frivillig organisation har i flere måneder arbejdet på at skaffe donationer fra byens forretningsliv til arrangementet.
”Overvældende mange aarhusianere har igen i år bidraget til dagen – både virksomheder og privatpersoner. For eksempel kommer der i år en frisør og tilbyder en juleklipning til de hjemløse. Northside Festival giver 20 kilo sild, 30 kilo hamburgryg, 30 kilo frikadellefars, 5 kilo karrysalat og 3 kilo kapers. En familie har lavet hjemmelavet konfekt til 150 personer og en anden har doneret 300 flasker Underberg, som bliver pakket ind som gaver til de hjemløse. FO Aarhus har desuden igen i år valgt at donere lige knap 9.000 kroner, som de sparer i portopenge ved at sende deres julekort ud elektronisk," fortæller Ole Kragekjær Madsen, stifter af 'Hjemløs i Aarhus', i en pressemeddelelse.
”Vi har samlet masser af gaver ind, der består af alt fra handsker til lækker chokolade samt 100 soveposer, som er doneret fra Jysk Sengetøjslager. Herudover er der doneret rigtig meget tøj, som vi også deler ud”, fortæller Rikke Sejthen, medarrangør af 'Hjemløs i Aarhus'.
"Vi har desuden samlet julemad ind til over 350 personer, og alt det, der ikke bliver spist bliver kørt ud i varmestuerne, hvor hjemløse kan have glæde af det i juledagene."
Fredag 19. december starter den store indsamlingsdag i FO's lokaler fra klokken 15 til 20, og det fortsætter igen dagen efter med forberedelse af maden og klargøring af gaver med mere fra klokken 13.30 til 18.
Selve arrangementet, 'Jul for hjemløse i Aarhus', foregår mellem klokken 13 og 18 søndag 21. december. Dagen starter med uddeling af gaver, inden den store julebuffet går i gang.
”Ved Hjemløs Aarhus´ julearrangement er der ikke forbud mod at drikke alkohol,” forklarer Ole Kragekjær Madsen og tilføjer:
”Vi ønsker ikke at blive oplevet som en løftet pegefinger, men kun at skabe en dejlig dag med masser af god stemning og hjertevarme, hvor alle er velkomne.”
Udover hjemløse fra Aarhus-området deltager også den store skare af frivillige, der har hjulpet med at stable arrangementet på benene. Målet med dagen er nemlig også at bygge bro mellem hjemløse og øvrige aarhusianere.
”Vi skal derhen, hvor folk i stedet for at gå en bue udenom de hjemløse, siger ”hej” og ”hvordan går det?" når de møder byens hjemløse. Vi skal nedbryde de skel, hvor folk tror, at alle hjemløse er tyveknægte eller narkomaner, og frem til at hjemløse igen føler sig som en del af samfundet. Det er hele formålet med Hjemløs i Aarhus,” fortæller Ole Kragekjær Madsen.
Hjemløs i Aarhus er en organisation, der arbejder for at bedre hjemløses vilkår – ikke blot i julen – men hele året. Gaver og donationer bliver også fordelt i månederne efter jul.

Giv en hotdog til en hjemløs

'Hjemløs i Aarhus' har adopteret et koncept fra USA, hvor det er almindeligt på kaffebarer at kunne købe en ekstra kop kaffe til en hjemløs – en såkaldt 'gemmer'.
I Aarhus er det nu muligt at købe en 'hotdog-gemmer' til en hjemløs i flere forskellige pølsevogne rundt omkring i byen. Det gælder blandt andet pølsevognen på Lille Torv, der ikke var sen til at springe på idéen.
Så man skal holde øje med plakaten 'Køb en gemmer', hvis man ønsker at give en hjemløs en hotdog.