Så er julen igen kommet til Ebeltoft
Ebeltoft har budt julemanden velkommen - og tændt byens juletræ
Af Mogens Greve
Flere hundrede tilskuere kiggede med i lørdags, da de mange julelys på det store juletræ blev tændt på torvet i Ebeltoft.
Julemanden gik i land på havnen, hvor han blev modtaget af Ebeltoft Garden, vægterne og mange glade voksne og børn.
Han blev kørt til torvet i en flot brandbil, men noget gik galt, da lysene skulle tændes, for intet skete, da der var talt ned fra 10 til 0. Efter en ny nedtælling og god opbakning fra tilskuerne lykkedes det dog.
Derefter sang julemanden julesange, der blev danset rundt om juletræet, og der blev udleveret honninghjerter og julekonkurrence-kuponer ud til børnene, inden turen gik til Fregatten Jylland for at tænde juletræet der.