“Den havde vi ikke lige set komme”
Politikere og skoleledere overrasket over fyringen af skolechef Marit Aasland
Syddjurs Kommunes trojka af en direktion bestående af kommunaldirektør Jesper Hosbond og direktørerne Poul Møller og Jørgen Andersen valgte i sidste uge at afskedige kommunens skolechef gennem syv år, Marit Aasland, 58.
Den havde ingen set komme. I hvert fald ikke de politikere og skoleledere, som Lokalavisen har talt med, siden avisen på syddjurs.lokalavisen.dk kunne afsløre, at fyringen var en realitet.
Borgmester Claus Wistoft (V) konstaterede blot, at det er byrådet, der ansætter direktionen, mens den kompetenceplan, som samme byråd har vedtaget, giver direktionen hånds- og halsret til at ansætte og afskedige kommunens afdelingschefer, herunder skolechefen.
Ingen kommentarer
Den normalt ellers så snakkesaglige formand for Udvalget for Familie og Institutioner, Per Zeidler (I), bed sig selv i læben og skulle ikke have klinket noget i denne omgang med henvisning til, at der er tale om en personalesag og at der i øjeblikket helt efter bogen foregår en partshøring om Marit Aaslands aftrædelsesforhold.
"Byrådet vil få en orientering på det kommende byrådsmøde om årsagen, og hvordan direktionen har tænkt sig at indrette organisationen lige," lød det fra Per Zeidler.
“Synd for Syddjurs”
Lige nu og her skal dagtilbudschef Kenneth Enrico Petersen også varetage skolechefens funktioner.
Zeidlers forgænger i formandsstolen, Jørgen Brøgger (C), nu menigt medlem af udvalget, ville ikke så langt som til at kalde afskedigelsen en katastrofe efter at have tænkt sig om.
Han modererede det til, at Marit Aaslands afgang er "synd for Syddjurs", og uddybede:
"Marit Aasland har været en virkelig dygtig skolechef, som altid har været præcis i sine orienteringer til udvalget og byrådet og aldrig lagt skjul på, hvordan hun har set på tingene," siger Jørgen Brøgger.
"Det har jeg sat pris på, og det ved jeg også, at vores skoleledere har. En fyring kommer aldrig på det rigtige tidspunkt, så der må være en god forklaring, at det sker nu midt i en periode, hvor vi skal køre en ny skolereform i stilling. Jeg vil lytte meget opmærksomt til, hvad direktionen har at fortælle på byrådsmødet."
De øvrige medlemmer af Udvalget for Familie og Institutioner, næstformand Jesper Yde Knudsen (Ø), Helle Røge (SF) og Ole Bjerregaard (V), siger også samstemmende, at lige netop denne fyring havde de ikke set komme.
Alle venter de i spænding på direktionens redegørelse på onsdagens byrådsmøde, men Ole Bjerregaard, mangeårig politiker i først Ebeltoft og siden Syddjurs, slår dog fast:
"Vi må have respekt for direktionens beslutning. Det kan ikke nytte noget, at vi i enighed i byrådet vedtager en kompetenceplan for så kort tid efter at stille spørgsmålstegn ved den. Hvis vi begynder på den slags, gør vi det umuligt for de øverste chefer at være ledere, og det kan ikke være meningen."
UG med kryds og slange
Skoleleder Morten Fjord, Kolind Centralskole, var ikke mindre overrasket, da han og de øvrige skoleledere fik en orientering om fyringen af skolechefen.
"For mit eget vedkommende har jeg været glad for samarbejdet og sparringen med Marit Aasland. Jeg har altid kunnet trække på hendes viden og store erfaring," siger Morten Fjord.
Han henviser til, at skolelederne for kort tid siden blev bedt om at sige deres mening om skolechefen i en evaluering foretaget af et eksternt konsulentfirma.
"Bedømmelsen var til UG med kryds og slange, og netop derfor kommer fyringen naturligvis meget overraskende. Jeg kender ikke årsagen."