Fortsæt til indhold

Lufthavn igen-igen

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

"I sidste uge blev Aarhus Lufthavns bestyrelse enige om en ny forretningsplan, som nu skal til kritisk gennemsyn i de fem ejerkommuners respektive byråd og kommunalbestyrelser.
Der er ikke sluppet meget ud fra bestyrelsesmødet, men dog så meget, at der er enighed bordet rundt om, at ejerkommunerne skal til lommerne.
Med andre ord skal der investeres i en opgradering af faciliteteterne i Aarhus Lufthavn A/S.
Bestyrelsens beslutning er et udtryk for, at der fortsat er en tyrkertro på, at der er det driftsmæssige grundlag for en lufthavn i Østjylland. Om det så i fremtiden skal være i Tirstrup eller et andet sted i den østjyske region er ikke afklaret med beslutningen.
Samme dag, som der var bestyrelsesmøde om en fremtidig forretningsplan, var transportforskeren Henrik Mølgaard Frandsen ude i æteren med endnu engang at skyde alle forhåbninger om en fremtid for lufthavnen i Stabrand i sænk.
Mølgaard Frandsens ræsonnement lød således til TV 2 | ØSTJYLLAND:
Aarhus Lufthavn får svært ved at overleve konkurrencen fra lufthavnene i Billund og Aalborg, fordi lufthavnen i Stabrand i 2014 har mistet ti procent af sine passagerer. Passagertallet for 2014 forventes at ende helt nede omkring 420.000.
I 2015 vil antallet af passagerer falde yderligere, fordi Ryanair har meldt pas på en række ruter fra Aarhus Lufthavn.
"Det er ret svært at se, hvordan Aarhus Lufthavn kan få vendt den her situation. Grundlæggende vil flyselskaberne ikke bruge dem, og kunderne har også mistet tilliden til dem. I stigende grad tror jeg også, at politikere og de selv har et problem med at tro på det," lød det fra trafikforskeren til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Men hvordan vil trafikforskeren så forklare, at de fem ejerkommuners borgmestre møder frem til det seneste bestyrelsesmøde med et mandat om at nikke ja til at investere i en fremtid for Aarhus Lufthavn, hvis de allerede har opgivet troen på en lufthavn i Østjylland.
Godt nok har et flertal af politikerne i Aarhus Byråd besluttet at få undersøgt mulighederne for at flytte lufthavnen tættere på Aarhus, men en beslutning om at flytte fra Stabrand har meget lange udsigter.
Den mangeårige og konstante nedrakning af virksomheden Aarhus Lufthavn A/S har ikke været befordrende for driften af virksomheden. Spørgsmålet er nu om politikerne i de fem ejerkommuner vil bakke om bestyrelsens forslag til ny forretningsplan? De har ikke andet valg, hvis Østjylland fortsat skal have en lufthavn - uanset dens fremtidige placering."